Ny direktør skal lede Odsherred Forsyning ud af krisen
Pernille Ingildsen skal styre Odsherred Forsyning ud af krisen.
Foto: Odsherred Forsyning

Ny direktør skal lede Odsherred Forsyning ud af krisen

Pernille Ingildsen indtræder som ny direktør i kriseramte Odsherred Forsyning. Hun går til opgaven med åbne øjne, siger hun.
10. JUL 2024 12.48

ODSHERRED: Den 15. august indtræder Pernille Ingildsen som ny administrerende direktør i det kriseramte forsyningsselskab Odsherred Forsyning.

- Vi er utroligt glade for at byde Pernille Ingildsen velkommen til Odsherred Forsyning. Hendes store erfaring og innovative tilgang til ledelse og projektstyring vil være vigtig i vores bestræbelser på at sikre en stabil og bæredygtig forsyning for vores kunder, udtaler Susanne Münster, bestyrelsesformand i Odsherred Forsyning.

- Med Pernille ved roret forventer vi, at virksomheden kan få udbytte og glæde af hendes store viden og erfaring inden for vandforsyning og bæredygtige løsninger.

Ud af 40 ansøgere er valget endt på Pernille Ingildsen, der kommer fra en stilling som chef for plan og projekt i Hillerød Forsyning, og tidligere fra en næsten identisk stilling i Kalundborg Forsyning. 

Hun har en kandidat i Miljøteknologi fra DTU samt en ph.d. i industriel automatisering fra Lunds Tekniska Högskola.

Selv siger hun, at hun glæder sig til at tiltræde som ny direktør i Odsherred Forsyning. 

- Det er med åbne øjne, at jeg træder ind i en forsyning, som er i krise. Sammen har vi en væsentlig opgave i at komme bedst muligt gennem den nuværende krise, så beboere i Odsherred igen får tillid til forsyningen. Målet er, at Odsherred igen får en velfungerende, bæredygtig og omkostningseffektiv forsyning, siger hun.

- Der bliver tre spor, som kommer til at køre parallelt. Dels er der krisehåndteringen og arbejdet med at komme tilbage til almindelig drift efter skiftende ledelse. Og så kommer vi til at arbejde systematisk og strategisk på at genskabe tilliden til forsyningen, siger hun til Sjællandske Nyheder.

Pernille Ingildsen afløser den 15. august Torben Greve, der har været konstitueret administrerende direktør i forsyningen siden maj.

This article has been automatically translated from danish.
Hanstholm Havn
Sign up for the newsletter