Energistyrelsen giver grønt lys til udbygningsplaner for Hejre-feltet
(Arkivfoto.)
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Energistyrelsen giver grønt lys til udbygningsplaner for Hejre-feltet

Energistyrelsen har i dag godkendt den reviderede plan for udbygning og indvinding af Hejre-feltet i Nordsøen.
26. APR 2024 12.23

Fredag har Inoes, der er operatør på Hejre-feltet, fået Energistyrelsens godkendelse af en revideret plan for udvinding og udbygning af sine aktiviteter på feltet, hvis forventede produktion af olie og gas frem til 2045 vil udføre af syv pct. af Danmarks samlede produktion fra Nordsøen. Det oplyser Energistyrelsen i en pressemeddelelse.

Med godkendelsen har Ineos fået tilladelse til at installere et ubemandet platformsmodul på den eksisterende Hejre-jacket (stålbensstruktur), en ny ca. 30 km lang multifaserørledning og en forsyningsledning til Syd Arne-platformen.

Hertil kommer et nyt inlet-modul på Syd Arnes østlige brøndhovedplatform samt efterfølgende indvinding. Hejre-feltet planlægges produceret med tre produktionsbrønde, som er boret og afventer endelig klargøring til produktion.

Produktionen fra Hejre-feltet planlægges behandlet ved at anvende de eksisterende faciliteter på Syd Arne-anlægget sammen med produktionen fra Solsort- og Syd Arne-felterne. Olien føres til Syd Arnes lagertank på havbunden og eksporteres derfra videre ved hjælp af Syd Arnes eksisterende bøjelastsystem til tankskibe. Gassen føres gennem Syd Arne-Nybro-gasrørledningen til landanlægget i Nybro, hvorfra den sendes videre i Energinets transmissionsrørledningsnet.

Anlægsaktiviteterne i forbindelse med den reviderede udbygningsplan planlægges påbegyndt i 2025 med forventet produktionsstart ved udgangen af 2027. 

Udbygning af Hejre-feltet ramt af forsinkelser

Energistyrelsen godkendte i 2011 en plan for udbygning og drift af Hejre-feltet. Indvindingen af Hejre-feltet har været påvirket af en række forsinkelser af udbygningen, herunder tekniske og kvalitetsmæssige udfordringer i forbindelse med konstruktionen af Hejre-platformen, som førte til, at arbejdet blev afbrudt i 2016. Hejre-feltet er derfor kun delvist udbygget og er ikke sat i produktion.

"Siden 2016 har rettighedshaverne revurderet de forventede reserver og udarbejdet en alternativ teknisk og kommerciel løsning til færdigudbygning af Hejre-feltet, der er tilpasset en reduktion af reserverne og kortere produktionsperiode i forhold til de oprindelige estimater fra 2011," lyder det fra styrelsen.

Hejre-feltet er beliggende ca. 300 km fra den danske vestkyst. Hejre-feltet er primært et oliefelt. Olien befinder sig mere end 5000 meter under havbunden, og Hejre-feltet er således det dybeste oliefelt i Danmark.

Ineos E&P A/S er operatør for Hejre-tilladelsen, og rettighedshaveren til tilladelse 5/98 udgøres 100 pct. af Ineos-selskaber.

amp
 

This article has been automatically translated from danish.
Hanstholm Havn
Sign up for the newsletter