Valgkamps-duo vil hjælpe med at fjerne stenene for den grønne omstilling 
Socialdemokraterne MEP Niels Fuglsang og minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen begge til højre i billedet lytter til Nordhavn Power Solutions ejer Kent Kirk til venstre.
Foto: Jesper Ernlund Lassen - Danish Offshore Industry - DOI.dk

Valgkamps-duo vil hjælpe med at fjerne stenene for den grønne omstilling 

Nordhavn Power Solutions fik chancen for at vise nye grønne løsninger frem for minister Dan Jørgensen (S) og hans partikollega MEP Niels Fuglsang. Virksomhedsejer Kent Kirk kom med et forslag, der blev lyttet til.
7. JUN 2024 18.03

Det var dagen derpå for MEP Niels Fuglsang (S), der måtte trække et velment grønt forslag om energirenovering af danske boliger fra 2035 tilbage, efter partitoppen meldte ud, at det ikke var Socialdemokratiets politik.

Budskabet om den ustoppelige grønne omstilling fulgte nu Niels Fuglsang med til Randers, hvor han i dag besøgte Nordhavn Power Solutions i Randers sammen med sin partikollega, minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen.

Gårsdagen er for længst glemt, og S-duoen Jørgensen og Fuglsang havde et lyttende øre med, for Nordhavn Power Solutions er bannerfører for en omstilling til metanol indenfor den maritime industri. Der er dog endnu visse hindringer for en omstilling til det grønne drivmiddel, og dem ville virksomhedens ejer gerne fortælle om.

Virksomhedens ejer er Kent Kirk, der har en del til fælles med de to politikere, og der er straks noget at snakke om. Han har nemlig været både fiskeriminister, folketingspolitiker og medlem af Europaparlamentet som dagens to besøgende. I dag er Kent Kirk stadig en aktiv erhvervsmand i en alder af 75 år.

Særligt en episode husker Dan Jørgensen fra 1983, hvor ministeren var otte år. Da sejlede den daværende europaparlamentariker og fiskeskipper Kent Kirk nemlig til Storbritannien i en fiskerikrig, der gjorde ham særdeles kendt i Danmark. Kirk blev nemlig anholdt for at fiske i det britiske farvand af de britiske myndigheder. Mens Dan Jørgensen husker det, er det ikke sådan med Fuglsang, der som årgang 1985 blev født to år efter.

De grønne løsninger

Men dagens budskab handler ikke om politiske anekdoter, for Kent Kirk har et budskab, som han gerne vil have ud. Virksomheden sælger nemlig metanolmotorer og metanol containergeneratorer, der kan erstatte dieselmotorer på skibe og generatorer både indenfor byggeri, vejarbejder og på festivaller.

- Hvis man sender dieselbilerne ud af byen, så skal man da også have dieselgeneratorerne ud af byen, lyder en af pointerne hos Kent Kirk, der bliver støttet med facts af Nordhavns adm. direktør Søren Rasmussen:

- I 2020 blev der i EU solgt 57.000 dieselgeneratorer, der kan erstattes af metanol containergeneratorer.

Direktøren har også svaret klar, da Dan Jørgensen vil vide, om der er metanol nok til en omstilling.

- Der er faktisk mere metanol i verden end diesel, og der er langt mindre partikeludledning end ved diesel, forklarer Søren Rasmussen.

Men selvom løsningerne er klar hos Nordhavn, så mangler der noget for at sætte efterspørgslen i gang.

- Vi mangler en lovgivning, der siger: Go, nu, siger Kent Kirk og kommer med et konkret forslag:

- Hvis I i regeringen nedsatte en arbejdsgruppe, der ser på de danske regler. Vi har nemlig et problem med regelsættet. Det er mit budskab til jer nu.

Dan Jørgensen hører i den grad, hvad der bliver sagt, og han beder straks sin særlige rådgiver om at forfatte ”en halv side til Aagaard” (klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard, red.)

- Det er fantastisk, vi kan være med til den grønne omstilling og endda eksportere løsningerne. Det vil Niels (Fuglsang, red.) og jeg gerne være med til at fjerne nogle af stenene på vejen for, fortæller Dan Jørgensen til DOI.dk.

Et europæisk brint backbone

Niels Fuglsang har særligt lagt mærke til, at det kommer til at kræve brint, når der skal produceres metanol fra vedvarende energi i fremtiden.

- Jeg tænker, vi skal fremme den grønne brint, og vi skal have et europæisk brint backbone. Det er afgørende for, at vi kan få det op at køre i større skala. Det er noget, som EU skal støtte, siger Niels Fuglsang.

This article has been automatically translated from danish.
Hanstholm Havn
Sign up for the newsletter