Energinet vil nedbringe tilslutningstiden for solcelle- og vindmølleparker markant

Ti pilotprojekter, som hver kan halvere tilslutningstiden for ti nye, store solcelleparker eller vindmølleprojekter er klar til at blive sat ind i det danske højspændingsnet.
28. SEP 2022 11.24

Danmark har store ambitioner på vind- og solcelleområdet. Tidligere i år lancerede regeringen sin reformpakke "Danmark kan mere II", som skal være med til at frigøre Danmark fra afhængighed af russisk gas, ved bl.a. at firedoble mængden af strøm fra solceller og vindmøller i 2030.

En af de udfordringer, der er på vejen mod den ambition, er tilsutningstider. Solcelle- og vindmølleparker tilsluttes normalt i højspændingsstationer. Det sikrer kontrol, styring og høj sikkerhed i elsystemet. Men mange af de nuværende højspændingsstationer er ”fyldt op” og kan ikke tage mod mere elproduktion. Og det kan tage flere år at få udvidet stationer eller bygget nye.

Den udfordring vil Energinet nu forsøge at løse med to helt nye og hidtil uprøvede tekniske løsninger i det danske højspændingsnet for at sikre endnu hurtigere omstilling til grøn energi.

I den ene af de nye løsninger vil en midlertidig elmast blive sat ind mellem to master på en eksisterende højspændingsforbindelse. Herfra kan fx en solcellepark sættes direkte på luftledningen med en ”T-afgrening”. 

Den anden løsning består også af en midlertidig elmast og en ”T-afgrening” sat på en luftledning, men her er koblingsudstyr på en mobil trailer en del af løsningen. Det kan være nødvendigt nogle steder i elnettet at kunne afbryde elproduktionen for at opretholde systemsikkerheden og forsyningssikkerheden. 

- Danmark skal på otte år firedoble elproduktionen fra solceller og vindmøller på land. Det kræver en kæmpe udbygning af elnettet. Sideløbende med at vi udbygger og forstærker elnettet, går vi nu helt nye veje ved at lave midlertidige tilslutninger, så at den grønne strøm kan blive tilsluttet endnu hurtigere, siger Henrik Riis, direktør i Energinet Eltransmission.

Tilslutningstid kan halveres

Konkret håber Energinet at få accept af Forsyningstilsynet til at kunne lave ti pilotprojekter rundt om i landet. Hvor meget strøm de midlertidige tilkoblinger vil kunne tage imod, afhænger helt af hvor i elnettet de placeres. Men nye store solcelleparker ligger typisk på 100-400 MW.

nerginet har undersøgt en portefølje af 40 projekter, som er på vej, og 15 vurderes til at have potentiale til at kunne komme hurtigere på nettet med nye midlertidige tilslutningsløsninger. I de tilfælde, hvor elnettet kræver omfattende udbygning og helt nye højspændingsstationer vil tilslutningstiden kunne blive halveret fra 4-6 år til 2-3 år.

De nye løsninger kan bruges på 150 kV og 132 kV luftledninger men ikke på 400- eller 220 kV eller på nedgravede kabler. Det ville kompromittere sikkerheden i elsystemet, forklarer Henrik Riis.

De nye midlertidige tilslutninger giver en lille risiko for at forringe elsystemets driftssikkerhed, men Energinet vurderer, at den risiko er lille.

amp

This article has been automatically translated from danish.
Hanstholm Havn
Sign up for the newsletter