
Mandag samles toppolitikere og ledere fra en lang række lande for at drøfte udbygningen af havvind og energisikkerheden på europæisk jord. Det sker på det internationale topmøde North Sea Summit i byen Hamburg.
Fra dansk side forventer man et topmøde med konkrete resultater og forpligtelser til at få indløst det "kæmpestore potentiale", der er for mere havvind i Nordsøen. Sådan siger Kristian Jensen, der er administrerende direktør i erhvervsorganisationen Green Power Denmark.
- Vi forventer et meget produktivt topmøde. Der er en stor politisk vilje til at investere i havvind og til at skabe mere egenproduceret energi i Europa, så vi kan blive mere uafhængige af importeret energi fra landene uden for Europa. Og så håber vi, at landene vil skrive under på at forpligte sig til at sætte 15 gigawatt havvind op hvert år fra 2031 og fremefter, siger han.
Kristian Jensen deltager selv i topmødet i Tyskland. Det gør han sammen med en række regeringsledere, herunder Tysklands forbundskansler, Friedrich Merz, samt energiministre og politikere fra EU-Kommissionen.
Ifølge en meningsmåling foretaget for Green Power Denmark i 2025 er 68 procent af danskerne bekymrede for energiforsyningen. Derfor håber Kristian Jensen også, at der efter mødet kan blive sat gang i flere såkaldte hybridparker, som er vindmølleparker i havet, der er forbundet til forskellige lande og dermed kan sende strøm til flere lande efter behov.
- Hvis det sker, øger vi muligheden for at højne vores forsyningssikkerhed, og det gør det mere sandsynligt, at vi altid vil have grøn og lokalproduceret strøm i stikkontakten, siger den administrerende direktør.
Aftale om Energiø Bornholm på vej?
Det gælder for eksempel projektet Energiø Bornholm, som er et milliardprojekt, der efter planen skal forbinde vindmøllestrøm produceret i Østersøen med Sjælland og Tyskland via en stor transformerstation på Bornholm.
Tiltaget på klippeøen er udpeget som et af otte nøgleprojekter for EU's energiuafhængighed, energisikkerhed og klimaindsats. En repræsentant for det tyske energiministerium har ifølge DR peget på mandagens energitopmøde som stedet, hvor en dansk-tysk aftale om Energiø Bornholm kan blive fremlagt.
Kristian Jensen siger inden mødet, at han "krydser fingre for", at der bliver lavet en aftale.
- Det vil være en stor sejr for den danske regering, hvis man får lukket aftalen. Det kræver ny teknologi, ny viden og nogle erfaringer, som vi kan bruge mange andre steder, hvis først det bliver realiseret omkring Energiø Bornholm, siger han.
Topmødet i Hamburg er det tredje internationale North Sea Summit om offshore-vindenergi.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.






















