DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Forskere sætter en undervandsrobot ned i Østersøen fra et forskningsskib. Robotten bliver brugt til at affotografere havbunden. (Arkivfoto).
Lauren Peck/Ritzau Scanpix

Østersøen gemmer på en mulig miljøkatastrofe fra Anden Verdenskrig

80 år efter Anden Verdenskrig er der fundet kræftfremkaldende stoffer fra eksplosiver i skaldyr og andre dyr i Østersøen ud for Tysklands nordkyst.  
30. MAR 2026 12.10
Natur
Offshore
Sikkerhed

Efter at der de senere år er sat en række projekter i værk med gasrørledninger, netværkskabler og havvindparker i Østersøen, er der kommet et fornyet fokus på, hvad der gemmer sig under overfladen.

Og reelt gennem der sig en form for tidsindstillet bombe ligger på bunden af Østersøen. Hvornår den springer, er der ingen, der ved. Men når det sker, kan det få alvorlige konsekvenser for havmiljøet.

Bomben er ikke én enkelt bombe i konkret forstand. Det er millioner af ton af krigsmateriel og ammunition fra Anden Verdenskrig, som tilsammen udgør en giftig cocktail af stoffer, der risikerer at slippe ud i vandet.

Eksperter på området advarer om, at når saltvand ætser metalskallen på raketter, bomber og artillerigranater, vil de frigive forurenende stoffer såsom sprængstoffet TNT til havmiljøet. Nogle af stofferne, som er kræftfremkaldende, er allerede sivet ud i havet og er fundet i skaldyr og andre dyr i Østersøen.

Forskere vil udvikle oprydningsværktøjer

For at kortlægge problemet og fastslå, hvor farerne lurer, skal en gruppe forskere fra Tyskland, Polen og Litauen sejle rundt på Østersøen de kommende uger, og ved hjælp af en undervandsrobot skal de fotografere havbunden.

Forskerne sejler med forskningsskibet "Alkor", som tilhører det marine forskningscenter Geomar, der ligger i den nordtyske by Kiel.

- Et af målene med projektet er at udvikle nye værktøjer til at rydde op, siger Aaron Beck, der leder ekspeditionen.

Et andet mål er at finde ud af, hvad man kan gøre for at forebygge, at forureningen slipper ud, tilføjer han.

På turen skal forskerne blandt andet finde en torpedobåd, en destroyer, en minerydder og en ubåd, som alle er blevet identificeret ud fra logbøger og andre dokumenter i det tyske militærs arkiver.

Efterladenskaber efter Anden Verdenskrig

Langs med Tysklands kyst ligger omkring 1,6 millioner ton krigsmateriel - herunder ammunition - på havbunden. Der er særligt store koncentrationer af efterladenskaber fra Anden Verdenskrig ud for Kiel og Lübeck.

Det meste af krigsmateriellet og våbnene blev dumpet i havet af de sejrende allierede, efter at Nazityskland blev besejret i 1945. Formålet var hurtigt at tilintetgøre resterne af den nazistiske krigsmaskine.

Da Østersøen er relativt lavvandet og kun er forbundet til resten af verdenshavene via Øresund, Storebælt og Lillebælt, som alle er forholdsvist smalle passager, har forurening tendens til at hobe sig op. Det er ikke kun sprængstofferne, som udgør en risiko for havmiljøet. Det gør også brændstof på de fartøjer, som er blevet sunket.

- På nogle af disse skibe er der ti ton ammunition, men 200 ton brændstof. Det er utvivlsomt det største problem, siger forskningsleder Aaron Beck.

Ud over at fotografere havbunden skal forskerne sætte grupper af muslinger ud, som senere bliver samlet op fra Østersøen igen og undersøgt for giftige stoffer, der stammer fra sprængstoffer.

Koncentrationen af farlige stoffer er ikke så høj i dag, at den udgør en fare for mennesker, der spiser fisk og skaldyr fra Østersøen, forsikrer Aaron Beck.

Men der gemmer sig netop store mængder sprængstoffer og anden farlig kemi i den ammunition, som endnu ikke er eroderet på havbunden.

 

/ritzau/AFP/amp

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/oestersoeen-gemmer-paa-en-mulig-miljoekatastrofe-fra-anden-verdenskrig

GDPR