Trump vil ikke afvise militær og økonomisk tvang i sag om Grønland
Den amerikanske intresse for Grønland kan få konsekvenser for dansk erhvervsliv. Donald Trump vil således ikke udelukke brug af økonomisk eller sågar militær tvang for at få kontrol over Panamakanalen og Grønland. Det siger den kommende amerikanske præsident på et pressemøde tirsdag i Mar-a-Lago i Florida.
Her bliver han direkte adspurgt, om han vil afvise at gøre brug af militær eller økonomisk tvang i forhold til Panamakanalen såvel som Grønland.
- Nej, jeg kan ikke love noget i forhold til de to, men jeg kan sige dette: Vi har brug for dem for vores økonomiske sikkerhed, siger Trump.
Han siger desuden, at han overvejer at pålægge danske varer en særlig told, hvis ikke Danmark går med til at sælge Grønland til USA.
Om dette siger statsminister Mette Frederiksen (S) til TV 2:
- Jeg synes, at vi skal holde fast i at handle med hinanden og gøre det på en ordentlig måde.
Også trusler mod andre lande
Allerede inden han er tiltrådt som præsident, har Trump truet med at øge toldsatserne på varer fra flere lande - herunder Canada og Mexico. Truslen om øget told på canadiske og mexicanske varer bliver gentaget på pressemødet i Florida tirsdag aften dansk tid. På pressemødet siger Trump også, at han er klar til at bruge økonomisk magt for at indlemme Canada i USA.
- Canada og USA - det ville virkelig være noget, siger Trump og opfordrer til, at man fjerner den "kunstigt optegnede grænse" mellem de to lande.
Men udtalelserne bliver ikke taget godt imod i Canada. Premierminister Justin Trudeau skriver på det sociale medie X, at "der er ikke en snebolds chance i helvede for, at Canada bliver en del af USA".
På samme medie skriver Canadas udenrigsminister, Mélanie Joly, at "den kommende præsident Trumps kommentarer viser en total mange på forståelse for, hvad der gør Canada til et stærkt land".
- Vi vil aldrig bøje os for trusler, skriver hun.
Første trussel mod Danmark
Mens Trump tidligere har truet andre lande med højere toldsatser, er det første gang, at Danmark bliver truet med øget told. Trump har flere gange givet udtryk for, at han ønsker, at Grønland bliver en del af USA. Både efter præsidentvalget i november og i 2019, da han senest var præsident i USA.
Tirsdag var søn Donald Trump Jr. I Grønland. I forbindelse med sin søns besøg skrev Trump tirsdag eftermiddag på det sociale medie Truth Social, at "de og den frie verden har brug for sikkerhed, tryghed, styrke og fred".
- Dette er en aftale, der skal ske, skrev Trump uden at blive konkret om, hvilken aftale han henviste til.
Natten til tirsdag skrev han samme sted, at "Grønland skal gøres stort igen" - et ordspil på hans eget slogan fra valgkampen om at gøre Amerika stort igen.
Ligesom i sagen om Grønland har Trump flere gange ytret ønske om, at USA får kontrol over Panamakanalen. Kanalen blev udgravet med USA i spidsen og blev åbnet i 1914. I 1977 påbegyndtes en proces, hvor Panamakanalen blev overdraget til Panama. Kanalen var fuldt overdraget til det mellemamerikanske land i 1999.
Trump har beskyldt Panama for at kræve alt for høje takster fra amerikanske skibe, der sejler gennem kanalen. Desuden har han påstået, at kinesiske soldater kontrollerer vandvejen. Donald Trump indsættes som præsident 20. januar.
/ritzau/