
Siemens Gamesa har haft hårde og med blodrøde regnskaber, og første kvartal i selskabets skæve regnskabs år er ingen undtagelse. Der er dog væsentlige forbedringer for den tyske vindmølleproducent. Selskabet reducerede underskuddet markant i første kvartal af regnskabsåret 2026 og forbedrede indtjeningen betydeligt.
Resultatet før særlige poster blev forbedret til minus 46 mio. euro fra minus 374 mio. euro i samme kvartal året før. Overskudsgraden før særlige poster blev løftet fra minus 15,5 pct. til minus 2,0 pct. Det samlede resultat endte på minus 221 mio. euro mod minus 423 mio. euro året før. Særlige poster var negative med 175 mio. euro og relateret til frasalget af den indiske vindforretning. Resultatet blev realiseret ud fra en omsætning på 2,355 mia. euro, hvilket er et fald på 3,9 pct. fra 2,418 mia. euro året før.
"Resultatet før særlige poster viste en markant forbedring. Den positive udvikling skyldtes primært produktivitetsforbedringer, fremgang i serviceforretningen og blev desuden understøttet af timingeffekter, som udlignes i løbet af året," lyder det bl.a. om Siemens Gamesas resultat i regnskabet fra Siemens Energy, som er moderselskab for vindmølleproducenten.
Ordreindgangen faldt til 1,556 mia. euro fra 2,435 mia. euro. Faldet skal især ses i lyset af, at der i samme kvartal året før blev indregnet en offshoreordre på 1,4 mia. euro. Ordrebeholdningen udgjorde ved kvartalets udgang 34 mia. euro.
For hele regnskabsåret 2026 forventer Siemens Gamesa en omsætningsvækst på 1-3 pct. og en resultatmargin før særlige poster omkring break-even.
Koncernen mere end fordobler overskuddet
Siemens Energy som helhed leverede et markant stærkere første kvartal end året før og mere end fordoblede sit resultat.
Resultatet før særlige poster steg til 1,159 mia. euro fra 481 mio. euro året før. Det samlede resultat blev 1,007 mia. euro mod 463 mio. euro, mens nettoresultatet landede på 746 mio. euro mod 252 mio. euro året før.
Omsætningen steg til 9,675 mia. euro fra 8,942 mia. euro året før, svarende til en sammenlignelig vækst på 12,8 pct. Ordreindgangen nåede 17,609 mia. euro, og ordrebeholdningen voksede til 146 mia. euro.
Gas Services leverede rekordhøj ordreindgang på 8,751 mia. euro og øgede omsætningen til 3,097 mia. euro. Resultatet før særlige poster steg til 515 mio. euro, og marginen blev forbedret til 16,6 pct. Grid Technologies øgede omsætningen til 3,054 mia. euro og løftede resultatet før særlige poster til 538 mio. euro. Marginen steg til 17,6 pct., drevet af høj aktivitet og forbedret effektivitet. Transformation of Industry havde en omsætning på 1,303 mia. euro. Resultatet før særlige poster udgjorde 154 mio. euro, svarende til en margin på 11,8 pct., hvilket var på niveau med året før.
- Vi har fået en meget stærk start på regnskabsåret. Den vedvarende høje efterspørgsel på vores gasturbiner og net-teknologier bidrager markant til den samlede performance. Også i vindforretningen ser vi tidlige tegn på en beskeden forbedring, siger Christian Bruch, administrerende direktør i Siemens Energy, i en kommentar til regnskabet.
Siemens Energy fastholder forventningerne til regnskabsåret og venter en sammenlignelig omsætningsvækst på 11-13 pct. samt en resultatmargin før særlige poster på 9-11 pct.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

























