DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Mads-Ole Astrupgaard er direktør i Resolux Group tror på fremtiden i USA for virksomheden.
Resolux Group

Resolux Group bevarer optimismen omkring USA

Den danske leverandørspecialist holder igen med at udvide til amerikansk offshore, men ser en langsigtet efterspørgsel vende tilbage. I mellemtiden styrker Resolux Group forretningen gennem  investering i andre markeder.
27. OKT 2025 15.36
Internationalt
Offshore
Produktion
Økonomi

Planerne var lagt, og konsensus i industrien var entydig: USA’s østkyst stod foran at blive et knudepunkt for havvind. Forventningerne var tilsvarende høje hos Resolux Group, en dansk underleverandør med amerikanske ejere.

- Forventningen var, at vi ville vokse i takt med offshore-vindindustrien i USA. Det var planen, men de ambitioner er sat på pause. Ingen investerer, og vi investerer heller ikke i yderligere offshore-produktion. Det ville være strategisk selvmord, ærligt talt, fortæller adm. direktør i Resolux Group, Mads-Ole Astrupgaard.

I stedet søger Resolux Group nu at diversificere sin forretning – dels ved at styrke offshore-kapaciteten i Europa og Asien, dels ved at bevæge sig ind i andre brancher.

- Vi trækker os ikke ud af offshore-vind, vi vælger blot ikke at investere i amerikansk offshore lige nu og udvider i stedet vores offshore-forretning andre steder, siger Mads-Ole Astrupgaard.

Virksomheden bevæger sig desuden aktivt ind i andre brancher – eksempelvis bilindustrien. 

- Vind er stærkt politiseret og udsat for udsving. Derfor ønsker vi at være til stede i noget mere stabilt, så det, man måtte tabe ét sted, kan vindes et andet, forklarer han.

Strategisk kursændring

Trods udfordringerne i offshore-markedet bevarer Mads-Ole Astrupgaard optimismen og vælger at fokusere på det uudnyttede potentiale i den eksisterende forretning.

- Onshore-markedet og offshore uden for USA er stadig meget vigtige for os, og vi vokser i flere lande samtidigt. Forretningen går godt, siger han og understreger, at onshore stadig er det største marked for virksomheden.

Han peger på, at både Resolux Group og industrien som helhed har mere at bygge på end blot det amerikanske marked:

- Amerikanere har en tendens til at fokusere meget på, hvad der sker inden for egne grænser. Så når man har amerikanske ejere, kan der hurtigt opstå bekymring, når der kommer meldinger fra Det Hvide Hus. Det er her, jeg forsøger at give vores investorer et bredere billede af, hvad der rent faktisk sker på globalt plan.

Efterspørgslen vil vende tilbage

Dertil kommer, at Mads-Ole Astrupgaard er overbevist om, at efterspørgslen efter energi i USA vil komme tilbage.

- Efterspørgslen efter elektricitet er langt højere, end hvad der bliver kommunikeret. Det haster – vi har brug for meget strøm, hurtigt, siger han og fortsætter: 

- Lige nu er det kun vind og sol, der kan skaleres hurtigt nok. Hvis man vil bruge fossile brændsler, kræver det gasturbiner til at konvertere damp til strøm, men alle turbiner er allerede udsolgt frem til 2030.

Under alle omstændigheder kan det amerikanske energisystem ikke undvære vind og sol, mener han:

- For det første, hvis man ser bort fra klimamålene og blot ser på økonomien: vind og sol er stadig de billigste måder at producere energi på.

For det andet spiller vedvarende energi en afgørende rolle for energisikkerheden i en tid præget af usikkerhed:

- Det er langt sværere at lamme et system baseret på spredte, vedvarende energikilder, end at slå ét stort kraftværk ud, som let kan sættes ud af spil, siger Mads-Ole Astrupgaard og afslutter:

- Så uanset hvordan man vender og drejer det, vil der stadig være brug for vind og sol i det amerikanske energisystem. Det vil ikke blive lukket ned – det ville skabe andre problemer. Derfor er jeg forsigtigt optimistisk på den lange bane.

Denne artikel er oprindeligt bragt i vores magasin DOI 2026.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/resolux-group-bevarer-optimismen-omkring-usa

GDPR
Resolux Group bevarer optimismen omkring USA