DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

EU-Parlamentet giver betinget grønt lys til handelsaftale med USA

Et flertal i EU-Parlamentet er nu på visse betingelser klar til at sige ja til handelsaftalen med USA.
26. MAR 2026 12.38
Erhverv
EU
Økonomi

Et flertal i EU-Parlamentet har torsdag på visse betingelser sagt ja til handelsaftalen mellem EU og USA. Dermed giver flertallet ikke sin endelige godkendelse, som først ventes efter nye samtaler med EU-landene.

Flertallet støtter, at EU nedsætter afgifterne på visse amerikanske importvarer i overensstemmelse med den aftale, som EU-Kommissionen sidste år indgik med USA. Men man ønsker yderligere sikkerhedsforanstaltninger.

Afstemningen vil givetvis udløse et lettelsens suk i Bruxelles, fordi forhandlingerne nu kan komme i gang.  Aftalen blev indgået med USA i sommeren 2025, men har siddet fast i EU-Parlamentets handelsudvalg i flere måneder. EU-Parlamentets modvilje mod at godkende aftalen har udløst bekymring for, om USA's præsident, Donald Trump, til sidst vil miste tålmodigheden.

I denne uge sagde den amerikanske EU-ambassadør, Andrew Puzder, til mediet Euronews, at det "ville være økonomisk uansvarligt" af EU-Parlamentet at forkaste handelsaftalen ved torsdagens afstemning.

- Vi underskrev aftalen i august 2025. Siden da har USA hver dag overholdt aftalen. Men der har endnu ikke været en dag, hvor europæerne har overholdt aftalen, siger Andrew Puzder.

Aftale har mødt kritik

Den oprindelige aftale har fået kritik fra flere sider i Europa for at være et knæfald for Trump og hans krav om 15 procents told på europæiske varer.

Aftalen var dog ifølge EU-Kommissionen et forsøg på at skabe "forudsigelighed og stabilitet", efter at Trump i foråret 2025 rystede den globale handel med forhøjede toldsatser. Siden aftalen blev indgået, har det handelsmæssige og politiske forhold mellem EU og USA dog langtfra været stabilt.

I løbet af januar steg spændingerne på handelsområdet mellem EU og USA betragteligt på grund af situationen omkring Grønland. Her truede Trump med nye toldsatser på navngivne europæiske lande, heriblandt Danmark.

I februar besluttede den amerikanske højesteret dog, at Trump ikke havde haft beføjelser til at indføre de globale toldsatser.

Det fik dog ikke Trump til at give op. Den 20. februar brugte Trump den særlige paragraf 122 i USA's Trade Act. Den giver mulighed for at indføre globale toldsatser på ti procent på importvarer. Den lavere toldsats på ti procent gælder dog kun i 150 dage, medmindre Kongressen godkender en forlængelse.

Den danske regering og de danske erhvervsorganisationer ser aftalen som det bedst opnåelige resultat i forsøget på at sikre forudsigelighed for de europæiske virksomheder.

Derfor er det velkomment, at EU-Parlamentet torsdag har sendt et signal om, at "en aftale er en aftale", siger Michael Bremerskov Jensen, der er fagchef for Global Markedsudvikling i Dansk Erhverv.

/ritzau/

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//ptx/artikel/eu-parlamentet-giver-betinget-groent-lys-til-handelsaftale-med-usa

GDPR