
De Radikale truer med at vælte regeringen, hvis der ikke er en aftale om en klimaplan inden grundlovsdag 5. juni. Det siger politisk leder Morten Østergaard til Politiken.
- Det helt korte budskab er, at uden en klimaplan og handling er der ikke nogen regering, siger han til Politiken.
Adspurgt, om De Radikale trækker støtten til regeringen, hvis aftalen ikke er på plads inden 5. juni, svarer han:
- Ja. Så kan vi ikke se os selv i øjnene, og så er fundamentet for regeringen væk.
- De har ikke en gang fremlagt en tidsplan. Det gør, at jeg nu føler mig nødsaget til at trække hårdt i kæden og sige, at det her er det, regeringen står og falder med, når vi når grundlovsdag.
Klimaplanen skal sikre, at målet om 70 pct. CO2-reduktion bliver nået senest i 2030. Den indledende klimalov blev forhandlet på plads med klimaminister Dan Jørgensen (S) for enden af forhandlingsbordet 6. december sidste år.
Men siden har især De Radikale presset på for, at klimahandlingsplanen også kommer på plads, som der står i regeringen og støttepartiernes forståelsespapir fra juni.
Sidste uge truede Enhedslisten med at vælte klimaminister Dan Jørgensen, hvis ikke der kom mere skub i forhandlingerne om klimaindsatsen.
Til Politiken siger Pia Olsen Dyhr (SF), at hun mener, at truslen fra Morten Østergaard er for voldsom.
- Vi synes også, at der skal ske noget i forhold til klima. Men at hive støtten til en regering, der lige har lavet den mest ambitiøse klimalov sammen med os og Radikale Venstre, er forkert, siger hun til avisen.
Dan Jørgensen siger til TV2:
- Jeg forstår godt utålmodigheden. Den deler jeg. Men vi har ikke siddet på hænderne. Vi har lavet en grøn finanslov og en klimalov, der er blandt de mest ambitiøse i verden.
- Vi skal selvfølgelig gøre endnu mere. Mange af de ting, partierne efterspørger, er vi i gang med. Så vi kommer selvfølgelig til at levere på dette her inden længe.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.