
Wind Industry Standardization (WIS) udvider sit partnerskab og tæller nu 25 aktører fra hele værdikæden inden for installation og logistik i havvindindustrien. Senest er Ørsted tilsluttet samarbejdet med ambitioner om at styrke industrialisering og reducere behovet for specialtilpasninger i projekter. Det oplyser Energy Cluster Denmark i en pressemeddelelse.
Partnerskabet omfatter blandt andet turbineproducenter, projektudviklere, fartøjsoperatører samt aktører inden for logistik, havne, løft, rigging og engineering. Formålet er at udvikle fælles standarder for installation og logistik, der kan reducere kompleksitet, øge sikkerheden og gøre havvindprojekter mere effektive og forudsigelige.
WIS blev lanceret i slutningen af 2023 og har allerede leveret konkrete resultater, herunder en fælles guideline for seafastening-design som led i en mere industrialiseret tilgang til havvind. Hos Ørsted er målet at sikre, at standardisering også fungerer i praksis på tværs af projekter og leverandører.
- Vi går ind i WIS, fordi vi ser et stort potentiale i at gøre standardisering mere anvendelig i praksis og føre fælles løsninger hele vejen ind i planlægning og udførelse. Særligt omkring mobilisering og demobilisering kan mere ensartede arbejdsgange øge sikkerheden og understøtte en mere stabil fremdrift. Det er den type konkrete forbedringer, vi gerne vil være med til at skabe gennem dette samarbejde, siger Lars Valentin, der er Senior Program Manager i Ørsted.
Arbejder for at reducere omkostningerne
Samarbejdet spiller samtidig ind i bredere europæiske ambitioner om at udbygge havvind markant og reducere omkostningerne. Industrien har blandt andet forpligtet sig til at sænke omkostningerne med 30 pct. frem mod 2040 sammenlignet med 2025-niveauet.
Ifølge aktørerne bag WIS er bred opbakning fra branchen afgørende for at skabe reel effekt. Jo flere aktører der arbejder efter fælles standarder, desto lettere bliver det at omsætte principper til konkrete forbedringer i projekter.
WIS arbejder aktuelt på et nyt design for transport af vindtårne, som skal gøre håndtering og opbevaring mere ensartet fra producent til installationshavn. Samtidig identificerer partnerskabet løbende nye områder, hvor standardisering kan skabe værdi i praksis.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.




















