
Det danske energiselskab Ørsted skærper nu sit fokus på at opføre og drive havvindmøller. Ørsted fortæller i en kort meddelelse, at man har færdiggjort aftalen med Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) om at sælge hele Ørsteds europæiske forretning på land. Det drejer sig om vindmøller, solcelleanlæg og batterilagre til en samlet pris på 10,7 milliarder kroner.
- I forlængelse af meddelelsen udsendt den 3. februar 2026 har Ørsted i dag afsluttet frasalget af sin europæiske onshore-forretning til Copenhagen Infrastructure Partners, oplyser Ørsted torsdag aften.
I februar meddelte Ørsted, at man havde indgået en aftale med CIP, men frasalget skulle først godkendes endegyldigt af myndighederne, hvilket nu er sket.
De aktiviteter, som indgår i handlen med CIP, udgør blandt andet anlæg i Irland, Storbritannien, Tyskland og Spanien. Det er anlæg med en kapacitet på 578 megawatt foruden de 248 megawatt, der er under opførelse.
Penge går til havvind
Pengene skal bruges til at sikre Ørsteds kapitalgrundlag, så der er kapital til at igangsætte nye havvindprojekter.
- Med frasalget af vores europæiske onshore-platform færdiggør vi det frasalgsprogram, som vi har fremlagt, og vi har nu styrket Ørsteds økonomiske position markant, lød det fra Trond Westlie, koncernøkonomidirektør i Ørsted, tilbage i februar.
Ørsted ejer fortsat landanlæg i USA, hvor man samtidig er i gang med at opføre havvindparkerne Sunrise Wind og Revolution Wind.
Projekterne har dog mødt modstand fra Trump-regeringen, og en række forsinkelser har påført Ørsted milliardtab, ligesom man ikke som planlagt har kunnet sælge ejerandele fra.
Problemerne i USA var medvirkende til, at Ørsted i efteråret udstedte nye aktier for 60 milliarder kroner, hvoraf den danske stat købte halvdelen. Udfordringerne har også betydet, at Ørsteds strategiske fokus fremover er rettet mod Europa, hvor man forventer, at der i de kommende år bliver udbudt en række havvindprojekter.
CIP lancerer nyt selskab
Copenhagen Infrastructure Partners har på baggrund af opkøbet lanceret et nyt selskab kaldet Perigus Energy, som overtager og viderefører den tidligere Ørsted-forretning inden for landbaseret vedvarende energi i flere europæiske markeder. Selskabet skal fokusere på at udvikle og drive projekter inden for vind, sol og energilagring.
- Perigus Energy er et meget spændende næste kapitel i en langvarig succeshistorie inden for vedvarende energi, som har udviklet sig fra rødderne i et irsk landmandskooperativ og en tysk familieejet virksomhed. Selvom vores navn er nyt, er vores medarbejdere erfarne, og vores mission den samme. Den høje volatilitet på de internationale energimarkeder viser tydeligt Europas behov for sikker, lokalt produceret og grøn elektricitet. Med Copenhagen Infrastructure Partners ombord vil vi styrke vores leveringskapacitet på tværs af vores investeringsklare pipeline på flere gigawatt inden for landvind, sol og batterilagring,, siger Kieran White, CEO i Perigus Energy.
Perigus Energy får hovedkvarter i Cork i Irland og har over 200 medarbejdere samt kontorer i blandt andet Regensburg, Lauf, Potsdam, Essen og Hamborg i Tyskland samt London, Edinburgh og Madrid.
Opdateret med sidste afsnit om CIPs nye selskab
/ritzau/amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.























