
Energi Fyn leverer sit bedste resultat nogensinde med et overskud på 421 mio. kr. før skat og 337 mio. kr. efter skat i 2025. Dermed løfter selskabet resultatet markant fra 334,8 mio. kr. året før. Samtidig er omsætningen steget til 5,7 mia. kr. fra 4,7 mia. kr. året før, og alle koncernens forretningsområder har bidraget positivt til resultatet – fra elnet og bredbånd til energihandel. Det oplyser Energi Fyn i en pressemeddelelse.
Fremgangen kommer i et år præget af store udsving på elmarkedet, hvor behovet for at balancere produktion og forbrug har været højt. Det har øget aktiviteten på selskabets regulerkraftværker, som har bidraget væsentligt til indtjeningen.
- Det er et meget tilfredsstillende resultat, som giver os mulighed for at investere i både forsyningssikkerhed, digitalisering og fremtidens energisystem. Det er nødvendigt i en tid med stigende elektrificering og øget usikkerhed i verden omkring os, siger Mette Rose Skaksen, som tiltrådte som adm. direktør i Energi Fyn i marts fra en stilling som vicedirektør i Green Power Denmark. Hun overtog efter Bent Agerholm, som altså er frontmanden bag resultatet.
Alt overskud i Energi Fyn geninvesteres i selskabet. Det skete også i 2025, hvor Energi Fyn investerede 670 mio. kr. i udbygning af elnet og fibernet samt i beredskab og IT-sikkerhed. Investeringerne ventes at stige i de kommende år i takt med et stigende elforbrug, der i selskabets forsyningsområde voksede med 7 pct.
- Elektrificeringen af samfundet øger presset på elnettet. Derfor er det afgørende, at vi både udbygger og moderniserer elnettet, så vi kan sikre en stabil forsyning og samtidig understøtte den grønne omstilling, siger Mette Rose Skaksen.
Udviklingen i energisystemet med mere sol- og vindenergi øger samtidig behovet for fleksible løsninger og systemydelser, der kan sikre balancen i elnettet. Det har styrket betydningen af regulerkraft, men peger også på en indtjening, der i høj grad afhænger af udviklingen på energimarkederne.
Energi Fyn er ejet af omkring 220.000 andelshavere og geninvesterer hele overskuddet i selskabet, blandt andet i infrastruktur og lokal udvikling på Fyn.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

















