DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Lars Aagaard er træt af, at forhandlingerne på klimatopmøder handler i højere grad om finansiering af udviklingsland end CO2-reduktioner. (Arkivfoto).
Murad Sezer/Reuters

Aagaard vil tvinge manglende CO2-reduktioner på COP-dagsordenen

Det er ikke på den officielle dagsorden, men Lars Aagaard vil i spidsen for EU presse CO2-reduktioner ind i forhandlingerne på klimatopmødet COP30.  
7. NOV 2025 15.00
Internationalt
Klima
Politik

Det er egentlig ikke på den officielle dagsorden ved årets klimatopmøde, COP30, i den brasilianske regnskovsby Belém. Men Lars Aagaard (M), klimaminister og forhandler på EU-formandskabets vegne, vil forsøge at tvinge drøftelser om CO2-reduktioner på bordet til forhandlingerne fra den 10. til 21. november.

- Det er jo egentlig lidt vildt, at man skal kræve, at resten af verden forholder sig til det spørgsmål, siger ministeren indledningsvist.

Klimatopmødet COP30 har som gennemgående tema, at verdens lande skal indlevere og samle deres nye klimamål for 2035.

Her viser FN’s opgørelser, at de nye klimaplaner langtfra er tilstrækkelige til at begrænse den globale temperaturstigning til de 1,5 grader, som Paris-aftalen har vedtaget. Selv om verdens lande derfor ikke er på rette kurs, rummer COP30’s format ikke et officielt spor for at handle på den udfordring.

På vegne af EU, som Danmark har formandskabet for i dette halvår, vil Lars Aagaard derfor forsøge at presse reduktionsbehovet ind på mødet.

- For EU er det vigtigt, at landene bag Paris-aftalen tager stilling til, hvordan vi skal svare på den udfordring, siger han.

Det kan blive et diplomatisk slagsmål af karat. Iagttagere forventer, at lande som Indien og Kina samt oliestater som Saudi-Arabien kan arbejde imod, at emnet skal fylde på klimatopmødet.

Hvad skal på dagsordenen

En stor del af forhandlingerne kan derfor gå med det lavpraktiske spørgsmål om, hvad der overhovedet skal stå på dagsorden.

Fra de brasilianske værters side har man i høj grad fokuseret på, at det store tema skal være at finde flere penge til klimatilpasning i udviklingslande, hvor konsekvenserne af klimaforandringer rammer hårdt.

Men den økonomiske omfordeling fra verdens rigeste lande til de fattige har også været et stort tema på flere af de seneste års klimatopmøder, påpeger Lars Aagaard.

- De her klimatopmøder er ved at udvikle sig til, at det ikke handler meget om CO2-reduktioner, men at det i stedet er blevet et sted, hvor vi skal diskutere penge. Nogle vil have dem, og andre skal betale dem, siger Lars Aagaard.

Sammen med organisationen for de små østater, hvis eksistens trues af stigende vandstande, vil EU derfor forsøge at få det brasilianske værtskab til at lave et separat spor, hvor reduktioner af drivhusgasser kan debatteres.

Det kan blive et ufuldendt format, som ikke bakkes op af klimatopmødet i enstemmighed. Og det vil derfor have mindre vægt, end hvis det var en del af topmødets officielle aftale.

- Men det er rigtig vigtigt, at vi kan få verden til at forholde sig til, hvad man tænker om, at verden ikke er på vej til at nå de 1,5-graders temperaturstigning, siger Lars Aagaard.

Blandt ngo’er, der følger de internationale klimaforhandlinger, er man opmærksom på EU’s forsøg. Der er støtte til, at CO2-reduktioner bør diskuteres på klimatopmødet, siger John Nordbo, klimarådgiver i ngo’en Care og mangeårig iagttager af forhandlingerne.

- Men hvis ikke der er penge til at hjælpe udviklingslandene til den grønne omstilling, bliver der færre CO2-reduktioner. Og så er det klart, at udviklingslandene stritter imod.

/ritzau/

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/aagaard-vil-tvinge-manglende-co2-reduktioner-paa-cop-dagsordenen

GDPR