DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Dan Jørgensen, daværende minister for global klimapolitik, havde en central rolle i forhandlingerne ved COP28 i Dubai. (Arkivfoto).
Thaier Al-Sudani/Reuters

Verden halter efter stort opslåede mål fra tidligere klimatopmøde

Klimamål fra COP28 i Dubai blev kaldt historiske, men to år efter er der langt til opfyldelse, viser analyse.  
7. NOV 2025 12.10

Det blev betragtet som verdenshistorisk, da verdenssamfundet på klimatopmødet COP28 i Dubai for to år siden vedtog en række klimamål.

Verden skal omstille sig væk fra fossile brændsler. Den vedvarende energi skal tredobles i 2030. Og samme år skal verdens landes energieffektivitet være fordoblet.

Men ved begyndelsen af COP30 to år senere viser det sig nu, at verdens lande stadig ikke er på vej til at opfylde målene fra Dubai. Det viser en analyse, Dansk Industri har lavet på baggrund af tal fra officielle kilder som Det Internationale Energiagentur.

- Vi skal sikre, at der er fremskridt på handlingssiden, så vi ikke kun diskuterer målsætninger, siger Anne Højer Simonsen, klimadirektør i Dansk Industri.

Forbrug af fossile brændsler stiger trods mere VE

Når det kommer til COP28's overskyggende mål om, at verden skal omstille sig væk fra fossile brændsler, er der stadig en meget lang vej at gå.

Fra 2023 til 2024 så verden en stigning i forbruget af fossile brændstoffer som kul, olie og gas, som bringer forbruget på sit hidtil højeste.

Det sker, selv om udbygningen af vedvarende energi tager til i fart. For når det kommer til målet om at tredoble vedvarende energi i 2030, har verden faktisk rykket sig. De seneste opgørelser fra den globale organisation for vedvarende energi Irena viser, at kapaciteten af vedvarende energiproduktion steg med 14 procent i 2023 og 15 procent i 2024. Fremskrivningen viser dermed, at der mangler 7,7 procents yderligere stigning for at nå målet om tredobling i 2030.

De to udviklinger viser et af omstillingens dilemmaer. For selv om den grønne energiproduktion vokser, så stiger verdens samlede energiforbrug i en sådan grad, at de fossile brændsler stadig har efterspørgsel.

- Det er ikke nok, at vi udbygger med mere vedvarende energi. Vi skal også omstille os væk fra de fossile brændsler, siger Anne Højer Simonsen.

Stort potentiale i højere energieffektivitet

Her er COP28's tredje store mål særligt relevant. For med en højere energieffektivitet vil man kunne få bugt med netop den udvikling, at et voksende energiforbrug stadig skal løses med fossile brændsler. På COP28 aftalte verdens lande, at energieffektiviteten skal fordobles i 2030.

Alligevel er de store potentialer stadig stort set urørte, vurderer Dansk Industri. Raten for mere energieffektivitet har kun været på en fjerdedel af det krævede for at nå en fordobling i 2030.

For Dansk Industri tjener den manglende opfyldelse ikke som et eksempel på, at COP-systemets mål kan være oversolgte. Det er tværtimod en anledning til at trække de mere klimaskeptiske parter til truget og vise konkrete steder, hvor der kan sættes ind, mener Anne Højer Simonsen.

- Det her er noget, vi har besluttet. Man er enig globalt. Det er relativt enkelt i forhold til nogle af de mere komplicerede forhandlinger, COP-systemet kan byde på.

/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//ccs/artikel/verden-halter-efter-stort-opslaaede-maal-fra-tidligere-klimatopmoede

GDPR