DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Vestas-aktien er steget 53 procent i år. (Arkivfoto).
Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Investorer har sendt Vestas-aktie op med 53 procent i år

Vestas mere end fordoblede sit overskud i tredje kvartal. Investorerne kvitterer ved at sende aktien op.  
5. NOV 2025 19.34
Erhverv
Økonomi

Den danske vindmølleproducent Vestas gik ind til 2025 med en aktie, der var blevet sendt ned i sit laveste niveau i næsten fem år.

Siden nytår har der dog været et stemningsskift, hvilket blev særligt tydeligt onsdag, hvor Vestas aflagde regnskab for tredje kvartal. På baggrund af regnskabet har investorerne onsdag sendt aktien op med hele 14,8 procent. Alene i år er den steget 53 procent.

Af regnskabet fremgår det, at Vestas omsatte for mere end 5,3 milliarder euro, svarende til 40 milliarder kroner, i tredje kvartal. Vigtigere var det dog, at indtjeningen blev mere end fordoblet sammenlignet med den tilsvarende periode sidste år.

Indtjeningen landede på 304 millioner euro – 2,3 milliarder kroner. I samme kvartal året før lød indtjeningen på 127 millioner euro. Det er ifølge Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef hos Sydbank, noget af det, som investorerne har hungret efter.

- Der har været meget langt mellem de positive overraskelser for Vestas og for konkurrenterne i vindindustrien. Det som investorerne har ledt efter med lys og lygte, er nogle klare beviser på, at Vestas er på vej ud af indtjeningsdødvandet, siger han.

- Og med den gedigne indtjeningsoverraskelse, der er i det her regnskab, får investorerne bevis for det. Det tror jeg, er en af årsagerne til, at der bliver taget så godt imod det her regnskab.

Jacob Pedersen bider også mærke i, at Vestas igangsætter et såkaldt aktietilbagekøb på 150 millioner euro.

Et aktietilbagekøb fungerer ved, at virksomheden køber aktier på børsen og derefter annullerer dem. På den måde bliver værdien af de tilbageværende aktier mere værd. Det er en måde for en virksomhed at fordele overskud til aktionærerne på linje med udbytte.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/investorer-har-sendt-vestas-aktie-op-med-53-procent-i-aar

GDPR