DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

EU-klimatjeneste: 2025 var det tredjevarmeste år nogensinde

Det tyder på en acceleration i den globale opvarmning, at temperaturerne stiger så kraftigt, udtaler forskere.
14. JAN 2026 9.32
Klima

2025 var det tredjevarmeste år nogensinde, og temperaturerne ser ikke ud til at falde i 2026. Det oplyser EU's klimatjeneste Copernicus i et samarbejde med forskningsorganisationen Berkeley Earth i Californien.

De sidste 11 år har nu været de varmeste nogensinde, hvor 2024 var det varmeste, og 2023 ligger på en andenplads, viser forskningen. For første gang nogensinde oversteg de gennemsnitlige globale temperaturer grænsen på 1,5 grader i forhold til førindustriel tid over en periode på tre år, lyder det i Copernicus' årlige rapport.

- Den kraftige stigning i opvarmningen, der er observeret fra 2023 til 2025, har været ekstrem og tyder på en acceleration i tempoet for den globale opvarmning, lyder det i en særskilt rapport fra Berkeley Earth.

Paris-aftalen fra 2015 forpligter de underskrivende lande til at holde den globale opvarmning et godt stykke under 2 grader og tilstræbe et langsigtet mål på 1,5 grader. Ifølge forskere vil dét mål hindre de værste konsekvenser af klimaforandringerne.

Ifølge Copernicus kan grænsen på 1,5 grader blive nået allerede inden udgangen af dette årti - mere end ti år tidligere end forudsagt.

Ingen tegn på bedring i 2026

Temperaturerne lå i 2025 1,47 grader over det førindustrielle niveau. Det er kun en anelse lavere end i 2023. 2024 var det varmeste år med 1,6 grader, oplyser Copernicus.

USA's præsident, Donald Trump, har for anden gang trukket landet ud af aftalen, efter at han blev indsat for knap et år siden. USA er verdens næststørste forurener efter Kina. I sidste uge meldte Trump videre, at USA trækker sig fra FN's centrale klimaaftale og et FN-organ, der blandt arrangerer klimatopmødet COP.

I Antarktis var 2025 det varmeste år nogensinde, mens det var det næstvarmeste år i Arktis, oplyser Copernicus. Både Copernicus og Berkeley Earth advarer om, at 2026 ikke bliver meget anderledes.

Udledningerne steg sidste år i USA og brød dermed efter to år, hvor udledningerne er faldet. Kolde vintre og interessen for kunstig intelligens øger energiefterspørgslen, oplyste tænketanken Rhodium Group tirsdag. Tempoet i reduktionen af drivhusgasudledninger er også aftaget i Tyskland og Frankrig.

/ritzau/AFP

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//solenergi/artikel/eu-klimatjeneste-2025-var-det-tredjevarmeste-aar-nogensinde

GDPR