
Europa og Danmark har på få år tabt afgørende terræn i den globale konkurrence om fremtidens grønne teknologier, mens Kina har overtaget førerpositionen på en række centrale områder. Det fremgår af analysen Et frit og trygt Danmark i et stærkt Europa, som Dansk Erhverv udgav i forbindelse med Grønt Topmøde 2026 denne uge. Rapporten advarer om konsekvenser for både økonomi, sikkerhed og grøn omstilling, hvis udviklingen fortsætter. Det oplyser Dansk Erhverv i en pressemeddelelse.
Ifølge analysen står Kina i dag for 93 pct. af verdens patentansøgninger inden for vedvarende energi, mens Europas andel er faldende. Samtidig tegner Kina sig for 69 pct. af alle udstedte patenter inden for miljøteknologi mod 3 pct. i 2000. Inden for solenergi har Kina 52 pct. af patenterne og 48 pct. inden for energilagring. EU ligger på henholdsvis 22 pct. og 19 pct.
Dansk Erhverv peger på, at udviklingen er sket hurtigere og mere omfattende, end mange er opmærksomme på, og at det kræver politisk handling at vende tendensen.
- Hvis vi vil vinde kapløbet om fremtidens grønne teknologier, skal vi turde lære af dem, der formår at gøre innovation til industri. Kina har i årevis anvendt målrettede incitamenter til at få virksomheder til at investere i udvikling og opskalering – blandt andet et F&U-fradrag på 200 pct. Det handler ikke om ideologi, men om konkurrenceevne, siger Ulrich Bang, der er vicedirektør for Klima, Energi, Miljø & Byggeri i Dansk Erhverv.
Kinesisk fremgang ikke tilfældig
Ifølge organisationen har Kina i sin 14. femårsplan prioriteret innovationsdrevet udvikling og grøn omstilling med stærke økonomiske incitamenter. Private F&U-investeringer udgør i dag over 2 pct. af BNP i Kina, mens niveauet i EU ligger omkring 1,2 pct. og i Danmark 1,7 pct.
- Kinas markante fremgang er ikke tilfældig. I landets 14. femårsplan prioriteres innovationsdrevet udvikling og grøn omstilling, understøttet af stærke incitamenter – herunder et F&U-fradrag på 200 pct. Det afspejler sig tydeligt i patentstatistikkerne, siger Ulrich Bang.
Dansk Erhverv fremhæver, at Danmark fortsat har styrkepositioner inden for blandt andet energiteknologi og biosolutions, men at positionen kun kan fastholdes, hvis det bliver mere attraktivt at investere i udvikling, test, demonstration og opskalering herhjemme. Organisationen vurderer, at højere investeringer, skattemæssige incitamenter og langsigtede strategier hænger sammen med flere patenter og øget teknologisk styrke.
- Innovation er blevet geopolitik. Private F&U-investeringer udgør i dag over 2 pct. af BNP i Kina, mens EU ligger omkring 1,2 pct. og Danmark på 1,7 pct. Tallene peger på en klar sammenhæng: Højere investeringer, stærke skattemæssige incitamenter og langsigtede strategier skaber flere patenter – og kan på sigt føre til teknologisk dominans. Det helt afgørende spørgsmål alle i Danmark bør stille sig, er, hvad vi vil gøre ved det?, siger Ulrich Bang.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.





















