
USA's præsident, Donald Trump, kalder den amerikanske højesterets underkendelse af præsidentens forhøjede toldsatser for meget uheldig og skuffende. Det sker natten til onsdag i en såkaldt State of the Union-tale.
Talen afholdes for medlemmerne af Kongressens to kamre, Senatet og Repræsentanternes Hus, og er USA's udgave af statsministerens nytårstale.
- Det var en meget uheldig afgørelse, siger Trump.
Fire af højesteretsdommerne er ifølge mediet CNN også blandt publikum natten til onsdag. Der er tale om højesteretspræsident John Roberts og de tre højesteretsdommere Elena Kagan, Brett Kavanaugh og Amy Coney Barrett.
Tre af de fire fremmødte dommere - Roberts, Kagan og Barrett - stemte i sidste uge for at underkende de forhøjede toldsatser, som Trump sidste år indførte på import på varer fra en række lande.
Efter højesteretsafgørelsen annoncerede Trump, at han ville indføre en ny toldsats på 10 procent på varer fra alle lande i verden. Den skulle træde i kraft tirsdag, lød meldingen fra Trump. Lørdag meldte Trump så ud, at toldsatsen ville blive hævet til 15 procent, og at denne toldsats ville træde i kraft med øjeblikkelig virkning.
Tirsdag skrev nyhedsbureauet AFP og mediet Bloomberg, at toldsatsen på 10 procent var trådt i kraft. Det er uklart, hvornår toldsatsen på 15 procent træder i kraft.
I sin tale natten til onsdag siger Trump desuden, at han har planer om, at told på import af udenlandske varer i fremtiden skal erstatte indkomstskatten.
- Told, der betales af udlandet, vil som tidligere i høj grad erstatte det moderne system med indkomstskat, siger præsidenten.
Ifølge nyhedsbureauet AP er det ikke realistisk. I løbet af Trumps anden embedsperiode er indtægterne fra importtold på et år steget fra 77 milliarder dollar til 195 milliarder dollar.
Indtægterne fra importtolden udgør ifølge AP mindre end fire procent af de føderale indtægter i USA, mens indkomstskat og arbejdsmarkedsbidrag udgør 84 procent af de føderale indtægter.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.






















