DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Flere end 400 mennesker mistede livet under den kraftige tyfon i Filippinerne i 2021. Nu sagsøger flere af de overlevende britiske Shell og søger økonomisk kompensation. (Arkivfoto).
Handout/Ritzau Scanpix

Overlevende efter filippinsk tyfon sagsøger britisk oliegigant

De overlevende mener, at Shell har bidraget til klimaforandringer. Oliekæmpen kalder søgsmålet grundløst.  
11. DEC 2025 9.37
Internationalt
Klima

Overlevende efter en dødelig tyfon i Filippinerne i 2021 har sagsøgt det britiske olieselskab Shell. Det fortæller tre ngo'er, der støtter de overlevende - herunder Greenpeace.

De 103 overlevende søger økonomisk kompensation fra Shell. De mener, at Shells udledning af CO2 har bidraget til klimaforandringer, som har påvirket lokalsamfund i Filippinerne.

Tyfonen Rai ramte den sydlige og centrale del af Filippinerne i 2021. Det kraftige uvejr væltede elledninger og træer og forårsagede dødelige oversvømmelser. Flere end 400 mistede livet i tyfonen, og hundredtusindvis blev gjort hjemløse.

Forskere har længe advaret om, at tyfoner bliver mere voldsomme, efterhånden som verden bliver varmere på grund af menneskeskabte klimaforandringer. Filippinerne bliver årligt ramt af tyfoner

I en fælles erklæring fra de tre ngo'er lyder det, at retssagen repræsenterer "et afgørende skridt for at holde oliegiganten Shell ansvarlig for de dødsfald, skader og ødelæggelser, som den klimadrevne storm har forårsaget".

Retssagen er det seneste skridt i en større international bevægelse mod at give store virksomheder ansvar for klimaskader.

En tysk domstol fastslog i maj, at virksomheder principielt kan holdes ansvarlige for skader forårsaget af deres udledninger af drivhusgasser, hvilket skabte håb om, at andre lande ville følge efter. De overlevende søger økonomisk kompensation for, hvad der af de tre ngo'er beskrives som tabte liv, skader og ødelagte hjem.

Shell: Grundløst krav

Shell har ikke meget tilovers for søgsmålet i Storbritannien.

- Dette er et grundløst krav, og det vil ikke hjælpe med at bekæmpe klimaforandringer eller reducere udledninger. Forslaget om, at Shell havde særlig viden om klimaforandringer, er simpelthen ikke sandt, siger en Shell-talsperson.

Shell har - ligesom mange andre energigiganter - nedjusteret forskellige klimamål for i højere grad at fokusere på olie og gas for at øge profitten.

Retssagen i Storbritannien følger en historisk afgørelse af Den Internationale Domstol (ICJ) i Haag i juli, som erklærede, at stater havde en forpligtelse under international lov til at håndtere truslen fra klimaforandringer.

ICJ's rådgivende udtalelser er dog ikke juridisk bindende.

/ritzau/AFP
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/overlevende-efter-filippinsk-tyfon-sagsoeger-britisk-oliegigant

GDPR