Underleverandør huser medarbejdere i bygning, der ikke er godkendt til beboelse
Kragholmen 45 i Frederikshavn er ejet af DSB, og bygningen er ikke godkendt til beboelse, skriver Frederikshavn Kommune til DOI.dk.
Foto: Jesper Ernlund Lassen, Danish Offshore Industry, DOI.dk

M.A.R.S.:
Underleverandør huser medarbejdere i bygning, der ikke er godkendt til beboelse

Ansatte hos en underleverandør til skrotvirksomheden M.A.R.S. i Frederikshavn bor i en ældre drifts-bygning, der ikke er godkendt til beboelse. Direktøren for M.A.R.S. vil gribe ind overfor underleverandøren
11. MAR 2024 15.05

FREDERIKSHAVN: En række udenlandske ansatte hos Nocmarine, der er underleverandør til skrotvirksomheden M.A.R.S. i Frederikshavn bor i en drifts-bygning, der ikke er godkendt til beboelse. Bygningen er ejet af DSB og lejet ud til Nocmarine. 

Modern American Recycling Services Europe eller M.A.R.S ophugger platforme og rigge fra olie- og gasindustrien samt skibe.

Drifts-bygningen ligger på DSB’s arealer på Kragholmen 45. Et område mellem midtbyen og havnen - tæt på politistationen. Og tæt på fagforeningen 3F.

DOI.dk fandt, efter et tip, i slutningen af januar lagerbygningen og kunne en tidlig morgen observere to litauisk indregistrerede kassevogne af mærket Ford med sæder og mørklagte ruder foruden en Mercedes SUV med gule danske plader parkeret. Bygningen var beboet med delvist lukkede rullegardiner og lys ved et åbent vindue. 

Bilturen mellem lagerbygning og M.A.R.S er knap tre kilometer. Bygningen er indhegnet. Der er jernbaneskinner på begge sider. Det er med andre ord svært at komme tæt på.

Formand for 3F i Frederikshavn, Finn Jenne, har siden begyndelsen af februar holdt øje med Kragholmen 45. Han mener de udenlandske M.A.R.S.-arbejdere bor under ulovlige boligforhold, hvilket underbygges af et svar fra Frederikshavn Kommune, der oplyser, at bygningen ikke er og aldrig har været godkendt til beboelse.

Finn Jenne har i februar gentagne gange besøgt Kragholmen 45 i de tidlige morgentimer. Her har han konstateret kassevogne fra Litauen på adressen. På cykel er han ubemærket kommet helt tæt på bygningen.

DOI.dk tog med Finn Jenne til lagerbygningen en tidlig morgen. Her holdt kun én litauisk Ford kassevogn ved bygningen. Kort efter kl. 6:30 kører kassebilen fra Kragholmen 45 med fire mænd klædt i orange arbejdstøj til M.A.R.S. - hvor mændene går ind gennem porten til virksomheden. 

Kassevognen vender hastigt om foran virksomheden og returnerer igen, for at blive parkeret kort inden kl. 7:00. I løbet af dagen kommer der flere litauisk indregistrerede kassevogne til adressen. 

3F formand blev forfulgt og konfronteret

Finn Jenne blev onsdag den 21. februar passet op i bil sammen med sin kone, efter han havde lavet videooptagelser og billeder af aktivitet omkring DSB-bygningen. Her blev Finn Jenne konfronteret af en mand, der kørte sin bil ind foran 3F formandens kones bil.

- Pludselig kom der en bil bagfra med en mand, der lavede fagter og blinkede med lygterne. Jeg sagde til min kone, at hun skulle køre videre, siger Finn Jenne:

- Kort efter overhalede bilen os og spærrede vejen. En mand sprang ud og løb hen og bankede på ruden i førersiden hos min kone. Jeg sagde til hende, at hun skulle tage det helt roligt og ikke åbne bildøren.

Da Finn Jennes kone ikke åbnede bildøren for den synligt ophidsede mand, løb han om til passagersiden, hvor Finn Jenne heller ikke åbnede.

- Han bankede på min rude, og jeg gjorde tegn til, hvad han ville, siger 3F-formanden.

Det hjalp, for manden trak en smule væk fra bildøren, og Finn Jenne steg ud af bilen.

- Hvad vil du? spurgte jeg ham. 

Han svarede: "Mine folk har ringet og siger, du tager billeder af dem. Hvad hedder du?" 

- Jeg forklarede, at jeg tager billeder på offentlige steder, og at det normalt er kutyme at præsentere sig, før man spørger om navn, når man antaster folk, siger Finn Jenne.

- Han sagde, han hed Niels Strøm. Og nu ville han tage et billede af vores nummerplade. Det gjorde han så. Men da jeg ville tage et billede af hans nummerplade, stillede han sig foran den.

Herefter forsvandt den angivelige Niels Strøm igen, så Finn Jenne og hans kone kunne fortsætte.

En aktindsigt hos DSB viser, at lagerbygningen er lejet ud til Nocmarine ApS, og en Niels Peter Strøm Sørensen har underskrevet kontrakten som lejer. 

3F-formand: Flere spørgsmål trænger sig på

I dag ser Finn Jenne forløbet med at blive passet op som et ekstra tegn på, at noget er galt.

- Jeg har et problematisk forhold til, at ens arbejdsforhold er knyttet til ens hjem. Det rejser også spørgsmål om, hvad medarbejderne betaler for at bo der. Vi har tidligere set nogle meget kreative arbejdsgivere. Set udefra er det nogle gamle kontor- og omklædningsfaciliteter. Der kan man ikke have mennesker boende, siger Finn Jenne og stiller flere spørgsmål:

- Vi ved ikke, hvor disse mennesker har deres adresse. Jeg håber, de har folkeregisteradresse her. Og er det lovligt at køre rundt her i de udenlandske biler, som de gør? Vi ser de biler både her og i Skagen. Og vi ved heller ikke, om de mennesker får en overenskomstmæssig løn.

- Hvad angår M.A.R.S.'s underleverandører, har vi ingen erfaring eller kendskab til deres lønninger, selvom de fleste her ikke er organiseret i 3F. Men inden for stilladsarbejde er det danske firmaer, der får overenskomstmæssig løn, siger Finn Jenne.

Det er vigtigt for 3F-formanden, at de udenlandske arbejdere føler sig velkomne.

- Vi har ikke noget imod, at østeuropæere kommer her og arbejder, men det skal være på ordentlige vilkår. Det, vi har set på Kragholmen 45, lugter lidt af social dumping, konstaterer Finn Jenne.

M.A.R.S.-direktør tager boligforholdene op med Nocmarine

Direktøren for M.A.R.S. Kim Thygesen kender ikke noget til, at medarbejdere fra Nocmarine bor i byggeri, der ikke er tilladt til beboelse.

- Vi har ikke noget med deres boliger at gøre, siger Kim Thygesen og fortsætter:

- Nej, jeg har ikke hørt, at de skulle bo ulovligt.

Er det noget, som du vil gøre noget ved?

- Ja, det kan du stole på, jeg vil, siger Kim Thygesen.

Han fortæller desuden, at M.A.R.S. beskæftiger et vekslende antal medarbejdere fra Nocmarine gennem cirka to år.

- Nogle gange er det 30 medarbejdere og andre gange, er det kun ti mand. Det er alt efter, hvilket projekt vi arbejder på, fortæller Kim Thygesen.

DOI.dk har kort talt med Nocmarines direktør Lissi Signe Pedersen, der også arbejder som socialrådgiver i en sjællandsk kommune. Hun bekræfter, at hun er direktør for Nocmarine - men hun henviser til sin revisor Søren Anthon Thorup Pedersen hos Martinsen i Aarhus, der vil komme med en udtalelse.

DOI.dk har foreløbigt forgæves forsøgt at komme i kontakt med Søren Anthon Thorup Pedersen.

Finn 

Foto: Jesper Ernlund Lassen - DOI.dk. 3F formand Finn Jenne tager det helt afslappet, at han blev passet op, da han tog billeder af beboer på Kragholmen 45. Men han har det svært med arbejds- og boligforhold, der ikke er i orden.

This article has been automatically translated from danish.
Hanstholm Havn
Sign up for the newsletter