Aalborg Portland klart med sit andet pilotanlæg til CO2-fangst

Formålet med projektet er at teste en ny teknologi inden for CCUS, der potentielt kan eliminere en betydelig del af energiforbruget ved CO2-fangst samt sikre en bedre udnyttelse af den opsamlede CO2.
19. SEP 2023 14.36

Med opførelsen af endnu et pilotanlæg til CO2-fangst indleder Aalborg Portland, en del af Cementir Holding Group, et nyt samarbejde, der har til hensigt at skubbe udviklingen inden for CCUS (carbon capture utilization storage) yderligere. Det oplyser cementproducenten i en pressemeddelelse.

Samarbejdet under navnet ConsenCUS har en række førende forskningsinstitutioner og innovative virksomheder ombord, og i fællesskab sigter sammenslutningen mod at udvikle en ny teknologi inden for CO2-fangst, der potentielt kan nedbringe energiforbruget ved CO2-fangst markant og sikre en mere effektiv udnyttelse af den opsamlede CO2.

- Med idriftsættelsen af det næste pilotanlæg til CO2-fangst på fabrikken i Aalborg kan vi se frem til at gøre os endnu flere erfaringer med CO2-fangst fra cementproduktion. Vi har siden december 2022 ført et pilotprojekt i samarbejde forskere fra DTU, der er blandt verdens førende inden for CO2-fangst, og vi er således blevet bekræftet i, at fangst fra vores produktion er muligt, og at potentialet er signifikant. Nu opfører vi endnu et pilotanlæg, hvor vi tester en ny teknologi for CCUS, og vi håber således at blive endnu klogere på vores muligheder inden for CO2-fangst, siger CEO Søren Holm Christensen fra Aalborg Portland.

Kan spare energi og omdanne den indfangede CO2 til myresyre

Den mest udbredte teknologi til CO2 fangst i dag kræver høje temperaturer som en del af processen, og det medfører et stort energiforbrug. Formålet med opførelsen af det nye CO2-fangstanlæg hos Aalborg Portland er derfor at teste en ny teknologi, der potentielt kan eliminere store dele af energiforbruget ved at anvende en elektrokemisk metode drevet af elektricitet frem for de ellers nødvendige høje temperaturer. Metoden, som kun bruger elektrisk energi, kan potentielt halvere energiforbruget i forhold til traditionelle fangstmetoder.

- En af udfordringerne ved CO2-fangst er, at det kræver store energimængder at drive processen. Med dette anlæg kan vi potentielt eliminere store dele af energiforbruget ved at anvende en ny teknologi. Samtidig kan anlægget skabe et direkte anvendeligt produkt on site, hvilket også kan effektivisere nogle af processerne i forbindelse med CO2-fangst. Vi kommer derfor til at følge resultaterne og erfaringerne med dette CCUS-anlæg utrolig tæt, da det absolut besidder nogle interessante perspektiver, siger Søren Holm Christensen.

ConsenCUS-anlægget skal erstatte det nuværende CO2-fangstanlæg, der er opført i samarbejde med blandt andre DTU med støtte fra Innovationsfonden. Aalborg Portland bliver således det første sted, hvor det nye CO2-fangstanlæg og den tilhørende teknologi fra ConsenCUS-samarbejdet skal testes i større skala.

Det nye anlæg kan fange op til 2,4 ton CO2 i døgnet. Det skal efter planen idriftsættes til november, hvor det skal testes hos Aalborg Portland frem til marts 2024.

amp

This article has been automatically translated from danish.
Hanstholm Havn
Sign up for the newsletter