Væksten hos den danske biotekkoncern Novonesis er aftaget en smule, efterhånden som året er skredet frem. I andet kvartal var den organiske vækst hos Novonesis på otte procent. Det bragte selskabets omsætning op på lige over en milliard euro i kvartalet. Det svarer til omkring 7,5 milliarder kroner.
Omsætningen i hele første halvår var på 2,1 milliard euro, hvilket svarer til en organisk vækst på ni procent. Det viser Novonesis' regnskab for første halvdel af 2025. Regnskabet er blevet offentliggjort torsdag.
Novonesis har i forbindelse med regnskabet løftet den nedre del af intervallet for forventningerne til årets vækst. Nu forventer selskabet en organisk vækst i omsætningen mellem seks og otte procent. Tidligere var intervallet på mellem fem og otte procent.
Også på bundlinjen går det frem for selskabet, som er et resultat af en stor fusion mellem selskaberne Chr. Hansen og Novozymes. I første halvår har Novonesis tjent 323 millioner euro efter skat. I samme periode året før var indtjeningen på 64 millioner euro.
Selv om det går frem på både omsætningssiden og indtjeningssiden, sender investorerne i Novonesis aktien ned fra børsens åbning. Omkring klokken 12.00 falder aktien cirka seks procent.
Tilfreds direktør
Topchefen i Novonesis, Ester Baiget, erklærer sig meget tilfreds med væksten i første halvår.
- Efterspørgslen på vores biosolutions er stærk, og som en konsekvens løfter vi den lave ende af vores forventninger til den organiske salgsvækst til seks til otte procent, siger hun i en kommentar til regnskabet.
- Vores profitabilitet er også fortsat robust på trods af stærk modvind fra valutakurser, lyder det videre.
Novonesis producerer blandt andet ingredienser til rengøringsmidler og fødevarer som mælk, yoghurt og ost. Selskabet producerer også biobrændstof.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.