Søfartsstyrelsen har sendt en mail ud til lodserierne – de specialiserede navigatører, der sejler store handelsskibe sikkert gennem vanskelige farvande – og indskærpet indberetningspligten.
Styrelsen bekræfter over for Danwatch, at det skyldes stigende opmærksomhed på problemer med skibe fra Ruslands skyggeflåde. Styrelsen siger desuden, at ansvaret for lodsområdet er overgået til Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab.
”Søfartsstyrelsen har d. 01/10 rakt ud til lodserierne og efterspurgt oplysninger om situationer, hvor fx kortmateriale ikke er opdateret, eller hvor udstyret er for gammelt og dermed kan have betydning for sejladssikkerhed, miljø eller andre samfundsmæssige hensyn”, skriver styrelsen.
Meldingen kommer på bagkant af blandt andet Danwatchs dækning af skyggeflåden, hvor det er kommet frem, at lodser oplever gammelt og slidt udstyr, sværere kommunikation med besætninger og en række andre fejl og mangler på skibene.
”Søfartsstyrelsen har gjort det på baggrund af artikler fra Danwatch og Bloomberg, der beskriver, at lodser angiveligt oplever de nævnte forhold på skibene”, oplyser styrelsen.
Lodforening: Ikke lodser ansvar
Det møder hård kritik fra formanden for Danske Lodser, Mikael Pedersen, der gerne så, at man lagde opgaven et andet sted.
- Det bør slet ikke være lodsernes ansvar at lave overvågningsarbejde for myndighederne. Styrelsen burde selv gå ud og kortlægge problemerne med de russiske skyggeskibe i stedet for at få lodserne til at gøre det, siger Mikael Pedersen.
Formanden understreger, at der selvfølgelig bliver indberettet om åbenlyse fejl og mangler, men han frygter, at et skærpet fokus på skibene kan skræmme ejerne væk fra at tage lods om bord fra nogle lodserier, mens de tilvælger andre. For lodsmarkedet er frit i Danmark, og alle lande i EU har nemlig ret til at operere her.
- Da lodserierne i Danmark er i konkurrence med hinanden, kan det pludselig give mening for et lodseri at spekulere i at lade være med at indberette de her fejl for at få flere kunder. Lodserierne kan blive som private vagtværn, siger Mikael Pedersen.
Det er vel rimeligt, at Danmark gerne vil samle viden om de her skibe gennem jeres øjne, hvis I ser udstyr, der er nedslidt og til fare?
- Nej, det er den nemme løsning. Hvis det rygtes, at vi kommer om bord og laver indberetninger, så er der jo ikke langt til at sige, at dem skal vi ikke have om bord.
Han frygter, at det vil ødelægget samarbejdet med besætningerne på skibene, hvis lodserne skal overvåge dem.
Ekspert: Ingen vej uden om
Det kan lidt sammenlignes med danske soldater i Irak og Afghanistan, der skulle samarbejde med lokale myndigheder, der ikke overholdt loven, siger Peter Viggo Jakobsen, der er lektor på Institut for Strategi og Krigsstudier ved Forsvarsakademiet.
Han ser dog ingen vej udenom, at lodserne indberetter, og derfor skal de fremover finde en balance mellem at føre tilsyn og få samarbejdet til at fungere. Peter Viggo Jakobsen vurderer, at den skærpede indberetningspligt skyldes, at staten vil se, om der er hjemmel for at standse nogle af skibene.
- Den danske stat ønsker nu i første omgang at afdække, om der kan være juridisk grundlag for at standse skibe. Spørgsmålet er så, hvad de danske myndigheder vælger at gøre, hvis lods-indberetningerne viser, at det står så skidt til, som jeg har hørt, siger han.
Minister for Samfundssikkerhed og Beredskab Torsten Shack Pedersen (V) har ikke ønsket at kommentere kritikken fra Mikael Pedersen. I stedet skriver han:
- Vi ser fra dansk side med stor alvor på den russiske skyggeflåde, og jeg ved, at relevante myndigheder er i fortrolig dialog med vores partnere om disse udfordringer.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.