DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
En lastbilchauffør får tanket op på en tankstation i den indiske by Baghola. Indien er med en befolkning på over 1,4 milliarder mennesker det mest folkerige land i verden - og den tredjestørste importør og forbruger af olie. Godt en tredjedel af den olie kommer fra Rusland. (Arkivfoto) - Foto: Priyanshu Singh/Reuters

Kilder: Indien vil stadig købe russisk olie trods Trumps trusler

Verdens tredjestørste importør af olie vil fortsat købe fra Rusland, selv om Trump truer med 100 procent told.  
4. AUG 2025 8.31
Internationalt
Olie
Sikkerhed

Indien vil fortsat købe olie fra Rusland trods trusler om sanktioner fra USA's præsident, Donald Trump. Det oplyser to kilder i den indiske regering til Reuters lørdag. Kilderne ønsker at være anonyme på grund af det følsomme politiske spørgsmål.

Ud over at Trump har indført en ny told på 25 procent på varer, der sælges fra Indien til USA, antydede Trump i et opslag på det sociale medie Truth Social i juli, at Indien vil blive pålagt yderligere skrappe sanktioner for køb af russiske våben og olie.

Fredag sagde Trump til journalister, at han havde hørt, at Indien ikke længere ville købe olie fra Rusland. Men ifølge de indiske regeringskilder vil der ikke ske nogen umiddelbare ændringer.

- Der er tale om langsigtede oliekontrakter, siger den ene kilde.

- Det er ikke så enkelt bare at stoppe med at købe det fra den ene dag til den anden.

Som begrundelse for, at Indien fortsat køber olie fra Rusland, forklarer den anden kilde, at Indiens import har været med til at forhindre en global stigning i oliepriserne. Trods de vestlige sanktioner mod den russiske oliesektor har priserne holdt sig i relativ ro.

I modsætning til olie fra Iran og Venezuela er russisk råolie ikke underlagt direkte sanktioner. Og Indien køber den til priser under det prisloft på 60 dollar per tønde, som EU har fastsat, siger kilden.

Trump truer med told

Trump har truet med at indføre 100 procent told på amerikansk import fra lande, der køber russisk olie, medmindre Rusland indgår en fredsaftale med Ukraine.

Rusland er den største leverandør til Indien, der er verdens tredjestørste importør og forbruger af olie. Omkring 35 procent af Indiens samlede olieforsyning kommer fra Rusland.

Indien importerede omkring 1,75 millioner tønder russisk olie om dagen fra januar til juni i år. Det er en stigning på én procent i forhold til samme periode sidste år, viser data.

Indiske myndigheder har ikke reageret på Reuters' anmodning om en officiel kommentar.


/ritzau/Reuters

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/kilder-indien-vil-stadig-koebe-russisk-olie-trods-trumps-trusler

GDPR