
Søren Gade "kaster smuds på embedet" som Folketingets formand, når der gentagne gange kommer nye oplysninger frem om hans dobbeltrolle som bestyrelsesaktiv. Det siger Peder Hvelplund fra Enhedslisten. Han sidder i Folketingets Udvalg for Forretningsorden og er dermed blandt de, der er blevet givet forkerte oplysninger af Søren Gade.
- Det styrker ikke tilliden til hans dømmekraft, siger han.
Tirsdag aften har Gade oplyst i et brev til udvalget, at han har givet Folketinget forkerte oplysninger om en bestyrelsespost. Tilbage i december 2022 forklarede Søren Gade, at han havde frasagt sig posten som bestyrelsesformand i selskabet Tecleaf. Det var forkert.
- Jeg skal imidlertid oplyse, at jeg fortsat har hvervet, skriver Søren Gade nu.
Selskabet har ikke haft aktivitet siden 2022 og er under afvikling, og det er ifølge Søren Gade årsagen til, at han har beholdt posten som bestyrelsesformand.
Inaktivt selskab er formildende omstændighed
For Peder Hvelplund er det formildende, at selskabet ikke er aktivt. Men det tegner et kritisabelt billede af Søren Gades virke og dømmekraft, mener han.
- Lagt oveni alle de andre sager er der tegnet et billede af en Folketings-formand, der ikke er i stand til at have en fornuftig dømmekraft for at beskytte det ærefulde hverv, det er at være formand for Folketinget, siger han og fortsætter:
- Han bør helt klart signalere, at han ikke har andre interesser end at varetage Folketingets.
Kritiseret for formandspost for Esbjerg Havn
Udviklingen sker efter længere tids kritik af Søren Gades rolle som bestyrelsesformand for Esbjerg Havn, mens han samtidig er formand for Folketinget. Her er den dobbelte formand blevet kritiseret for, at de to roller kan skabe tvivl om Søren Gades habilitet.
Konkret står Esbjerg Havn i en potentielt vigtig tid, hvor Danmarks store oprustning og skibsbyggeri kan komme havnen til gavn.
I sit forsvar har Søren Gade gentagne gange lagt vægt på, at han havde fået godkendt dobbeltrollen af Folketingets Udvalg for Forretningsorden. Nu tilføjer brevet dog et nyt kapitel til sagen - for denne rolle har udvalget ikke godkendt.
Søren Gade har ingen yderligere kommentarer tirsdag aften.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.