DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Greenpeace, Extinction Rebellion og andre klimaorganisationer afholdt demonstrationen "Befri jorden" i København fredag den 12. maj 2023.
Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Støjberg ønsker hårdere straf til klimaaktivister som blokerer trafik

Det skal fremgå af straffeattest, hvis man demonstrerer ulovligt eller udgør sikkerhedstrussel, selv uden dom.
4. MAR 2026 10.00
Klima
Kriminalitet
Politik

Der sker for ofte, at demonstranter og klimaaktivister blokerer for trafikken, og derfor bør straffen være hårdere, mener Danmarksdemokraterne.

Ifølge partiformand Inger Støjberg (DD) skal bøderne hæves med 200 procent, og der skal være en dom på 14 dages ubetinget fængsel ved gentagelsestilfælde. Særligt nævner hun klimaaktivister og Palæstina-demonstranter, som i hendes øjne ofte er til "voldsom gene for rigtig mange mennesker".

- Det er jo helt almindelige, hårdtarbejdende danskere, der kommer til at betale prisen for, at netop de her klimaaktivister og nu Palæstina-demonstranter sætter sig på vejbanen, siger hun.

Hun understreger, at der er tale om demonstrationer, der ikke er anmeldt og dermed ulovlige.

- Vi har en grundlovssikret forsamlingsfrihed og ytringsfrihed, og det er jo noget, vi altid skal stå vagt om. Men det giver ikke unge, rabiate, venstreorienterede ret til at lege gadens parlament og gøre helt almindelige danskeres liv surt, siger hun.

Adspurgt om det også eksempelvis vil gælde landmænd, der blokerer vejene med traktorer, understreger Støjberg, at det gælder alle ulovlige demonstrationer.

- Jeg går ikke ind for lovløshed ved demonstrationer. Det er ligegyldigt, hvem der gør det, siger hun.

Hun holder onsdag et pressemøde på Rådhuspladsen i København ud mod H.C. Andersen Boulevard, som er en af de mest trafikerede veje og indimellem bliver blokeret, for at præsentere udspillet.

Her lyder det også, at en bøde bør afspejle det reelle samfundstab og skal kunne tages direkte fra SU'en eller lønnen. Det fremgår ikke, hvordan det skal gøres op.

Mest opsigtsvækkende vil partiet give mulighed for, at det straks skal fremgå af en aktivists straffeattest, hvis denne forstyrrer den offentlige orden eller udgør en sikkerhedstrussel - selv om der ikke foreligger dom.

- Hvis politiet fjerner dig, fordi du har blokeret en vej ulovligt, eller du nægter at fjerne dig, så er det bare et faktum, at man har forstyrret den offentlige orden, siger hun.

Spørgsmål: Er det ikke en form for opgør med magtens tredeling?

- Det er jo i hvert fald ikke mere nyt, end at regeringen selv har præsenteret et lignende forslag, men så ikke havde mod til at gennemføre det, da det handlede om hooligans, siger hun og henviser til regeringens hooliganpakke.

På den måde vil potentielle arbejdsgivere kunne se, at man har overtrådt loven.

- Jeg synes, at det er afgørende, at arbejdsgivere ved, hvad det er for et menneske, man ansætter.

Nævner Greta Thunberg som eksempel

Derudover foreslår partiet, at udlændinge, der rejser til Danmark med det formål at deltage i ulovlige demonstrationer og aktioner, skal have forbud mod at indrejse til og opholde sig i Danmark. Inger Støjberg nævner den svenske aktivist Greta Thunberg som eksempel.

Partiet foreslår også at give politiet hjemmel til at udstede midlertidige opholdsforbud for personer, der deltager i gentagne ulovlige demonstrationer og aktioner. En overtrædelse af ordensbekendtgørelsen kan koste fra 1000 kroner og op alt efter forseelsen.

21 aktivister fik i 2024 bøder for at blokere for trafikken i 2023 på Strandvejen og på afkørsel 17 og 18 på Motorring 3 i København.

Bøderne blev fastsat til mellem 1250 kroner og 8300 kroner, alt afhængigt af hvor mange episoder de tiltalte deltog i.

/ritzau/

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/stoejberg-oensker-haardere-straf-til-klimaaktivister-som-blokerer-trafik

GDPR