
I går kom der en anbefaling om at annullere et direktivforslag om en mindsteløn i EU fra generaladvokaten under EU-Domstolen. Nu venter fagbevægelsen på, at EU-Domstolen kommer med en endelig afgørelse den 6. maj. Det satte 3F fokus på i dag under en konference i Esbjerg, og det var i den grad i lyset af gårsdagens anbefaling.
- Det her er fandme en anbefaling om at smide direktivet om mindsteløn direkte i skraldespanden. Jeg var ikke så optimistisk, inden anbefalingen kom. Sådan kan man have sin skepsis om det juridiske system, lød det fra 3F-formand Henning Overgaard, som mindede deltagerne om en ting midt i glæden:
- Vi skal huske, vi ikke er i mål endnu. Det er kun en delsejr.
Sagen blev anlagt af den danske regering i januar 2023 med støtte fra samtlige partier i Folketinget – bortset fra Radikale Venstre. Danmark og Sverige er i mod mindstelønsdirektivet sammen med fagforeningerne i de to lande, men ellers der er bred opbakning både blandt EU’s medlemslande, EU-Kommissionen og Parlamentet samt i den øvrige europæiske fagbevægelse.
God prognose for dommen
EU-chef hos 3F Nadja Lundholm Olsen deltog i konferencen i Esbjerg via en online forbindelse, og hun slog fast, at det var en sejr med anbefalingen i går.
- Det var en sejr for os i går. Løndannelsen hører hjemme i de enkelte medlemslande. Det er ikke et EU-spørgsmål, siger Nadja Lundholm Olsen, der også kan forklare, hvorfor en mindsteløn ikke er en fordel for lønmodtagerne:
- Nogle lande vil bruge det her til at begrænse lønningerne. Der er nationale regeringer, der vil bruge direktivet til at sætte et loft over lønnen.
Anbefalingen kan også være et vink om, hvordan EU-Domstolen kommer til at dømme til maj.
- Vi ved, at domstolen følger anbefalingerne fra generaladvokaten i 75 pct. af tilfældene, siger Nadja Lundholm Olsen.
Men selvom dommen til maj skulle føre til en annullering af forslaget, er 3F klar til at kæmpe mod nye forslag.
- Anbefalingen er klokkeklar. Nu skal mindstelønsdirektivet annulleres i sin helhed med dommen, men vi sover med støvlerne på, lyder det.
Det drejer sig også om lønningerne i forbindelse med energiomstillingen.
- Vi vil have, at lønmodtagerne bliver husket i den grønne omstilling. Det er det, vi arbejder for hver dag, siger Nadja Lundholm Olsen på forbindelsen fra Bruxelles.
Kampen går videre
Værten ved dagens konference var 3F Transports formand i Esbjerg Jakob Lykke, og han er tydelig om, at kampen ikke er stoppet på trods af anbefalingen om en annullering.
- Håb er ikke noget, vi bruger. Det er kamp, og der skal ikke herske nogen tvivl om, vi ikke havde været her i dag, hvis ikke det var på grund af fagbevægelsen og i særdeleshed 3F. 11 gange har vi været ude og demonstrere mod EU-mindstelønnen, siger han og konkluderer:
- Vi vandt et skridt i går, men kampen går videre.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.