
EU's reduktion i andelen af atomkraft var ifølge EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, en strategisk fejl for Europa.
- I 1990 kom en tredjedel af Europas elektricitet fra atomkraft, i dag er det kun tæt på 15 procent. Denne reduktion i andelen af atomkraft var et valg, og set i bakspejlet var det en strategisk fejl for Europa at vende ryggen til en pålidelig og prisbillig kilde til lavemissionsenergi, siger hun.
Udmeldingen kommer under et atomkrafttopmøde i Frankrig tirsdag. Her fortæller kommissionsformanden, at krigen i Mellemøsten har understreget Europas sårbare energimarked og afhængighed af fossile brændsler.
EU-Kommissionen foreslår derfor ifølge von der Leyen en ny europæisk strategi for små modulære reaktorer (SMR), som skal være i drift i Europa først i 2030'erne.
SMR'er er ifølge Danmarks Tekniske Universitet mindre, fabriksbyggede atomkraftreaktorer, der ifølge udviklerne vil være mere økonomiske og have bedre sikkerhed end de traditionelle reaktorer.
Ifølge von der Leyen skal SMR'er sammen med traditionelle atomreaktorer spille en nøglerolle i et "fleksibelt, sikkert og effektivt" europæisk energisystem. Det skal desuden gøre EU mindre afhængigt af importerede fossile brændsler.
Kommissionen foreslår forskellige tiltag for at sikre udrulningen af SMR'er, blandt andet at gøre reglerne på området enkle og ens på tværs af landegrænser.
Derudover vil EU oprette en garanti på 200 millioner euro til at støtte investeringer i innovative nukleare teknologier. Pengene til investeringerne vil ifølge von der Leyen komme fra EU's kvotehandelssystem. Ordningen sætter et loft for, hvor meget CO2 virksomheder må udlede, og gør det samtidig muligt at handle med CO2-kvoter.
- Atomkraftløbet er åbenlyst i gang, og vi ved, at Europa har alt, som det har brug for, for at lægge sig i spidsen, siger von der Leyen på atomkrafttopmødet.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

















