DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Kongeparrets statsbesøg til Australien er dets første statsbesøg sammen uden for Europa siden tronskiftet i januar 2024. (Arkivfoto). - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix Dronning Mary er født og opvokset på den australske ø Tasmanien i en forstad til byen Hobart. I 2006 besøgte det daværende kronprinsepar et vildtreservat nær byen. Med sig havde de den dengang etårige prins Christian. (Arkivfoto). - Foto: Stringer/Australia/Reuters Kronprins Frederik og Mary Donaldson mødte hinanden under De Olympiske Lege i år 2000 i den australske storby Sydney. Billedet her er fra en pressekonference i 2003 i forbindelse med parrets forlovelse. (Arkivfoto).
Jørgen Jessen/Ritzau Scanpix

Kongen på grøn charmeoffensiv i Australien

Lørdag indleder kong Frederik og dronning Mary statsbesøg til Australien med fokus på vedvarende energi og grønt byggeri.   
12. MAR 2026 15.53
Erhverv
Politik

Kong Frederik og australsk fødte dronning Mary har besøgt Australien adskillige gange, siden der i år 2000 opstod sød musik mellem dem under De Olympiske Lege i den australske storby, Sydney.

Når kongeparret lørdag indleder et seks dage langt statsbesøg til Australien, er det alligevel første gang siden tronskiftet i 2024, at parret tager på officielt besøg i dronningens fødeland.

At de kongelige kommer til Australien efter to år på tronen, vidner ifølge den danske ambassadør i Australien, Ingrid Dahl-Madsen, om stærke bånd mellem Danmark og Australien. Det skrev hun i en pressemeddelelse, da besøget blev offentliggjort i slutningen af januar.

- Et så tidligt besøg vidner om tætte og stærke bånd mellem Danmark og Australien. Vi er på mange måneder ligesindede, lød det fra ambassadøren.

Under besøget lægger kongeparret vejen forbi Uluru, hovedstaden Canberra, storbyen Melbourne og Hobart. Dermed får den australsk fødte dronning for en stund lov til at vende hjem til sin barndomsby.

Dronningen, der oprindelig hed Mary Donaldson, er nemlig opvokset i en forstad til Hobart, der ligger på den australske ø Tasmanien.

Fokus på vedvarende energi og grønt byggeri

Kongeparret tager ikke afsted alene. 55 danske virksomheder gør dem selskab under besøget, der rummer et erhvervsfremstød med fokus på vedvarende energi og grønt byggeri.

Målet med fremstødet er at udvide det australske marked for danske virksomheder. Det fortæller Lukas Lausen, der er chef for Global Handel og Investeringer hos Dansk Industri.

- I en verden, hvor store markeder som Kina og USA lukker sig, er det af højeste prioritet for danske virksomheder at åbne nye markeder. Derfor er vi i Australien. For Danmark og Europa skal gå forrest i at samarbejde med de allierede, vi har i verden, siger han.

Afsættet for statsbesøget er et strategisk partnerskab, der i 2023 blev indgået mellem Danmark og Australien. Partnerskabet omhandler blandt andet grøn omstilling.

Hos Dansk Industri er oplevelsen, at partnerskabet har været en fordel i en tid, hvor mange lande søger nye markeder.

- Det bringer danske virksomheder et mulehår foran andre lande, fordi aftalen har gjort samarbejde og samhandel lettere, siger Lukas Lausen.

Hos Dansk Erhverv har aftalen især haft betydning for de grønne virksomheder, siger direktør Brian Mikkelsen.

- Aftalen har betydet, at rigtig mange af vores grønne virksomheder har kunnet se nogle muligheder i Australien, siger han.

Både vindmølleproducenten Vestas og energiselskaberne European Energy og Ørsted er blandt flere danske virksomheder, der har investeringer i Australien. Brian Mikkelsen oplever, at der er en stor åbenhed for grønne investeringer i Australien.

- Samtidig er Australien bekymret for kinesisk indflydelse. Man vil hellere have vindmøller fra et venligsindet land som Danmark. Det er win-win. Vi har produkterne, og Australien vil gerne være mere uafhængig af fossile brændsler og af andre landes energi, siger han.

Danske virksomheder eksporterer varer for mere end 20 milliarder kroner om året til Australien. Det gør landet til Danmarks 22.-største eksportmarked.

Lars Aagaard med som eneste minister

Foruden de 55 danske virksomheder deltager også klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) i besøget. Det gør han som den eneste danske minister.

Oprindeligt skulle også vicestatsminister Troels Lund-Poulsen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) havde gjort deres ministerkollega følgeskab.

Men udskrivelsen af folketingsvalget har fået de to partiformænd til at blive hjemme.

Selv om Brian Mikkelsen vurderer, at fraværet af ministrene kommer til at betyde noget, mener han, at betydningen er marginal.

- Under et statsbesøg er det kongeparret, som er i fokus. Uanset om der er en eller to ministre med, så er det dem (kongeparret, red.), der formår at få Danmark til at stråle. Og det kan langt mere end ministre og politikere, siger han.

- Men selvfølgelig vil der være nogle politiske elementer i et konkret samarbejde, som vil være lidt sværere at afvikle, fordi den relevante minister er hjemme og føre valgkamp.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//ptx/artikel/kongen-paa-groen-charmeoffensiv-i-australien

GDPR