
En ny svindelbølge rammer i øjeblikket danske elkunder, og Andel Energi advarer deres godt 1 mio. kunder mod at falde i fælden. Svindlerne sender mails og sms’er, der ligner betalingspåmindelser, og truer med at afbryde strømmen, hvis ikke der betales hurtigt. Det skriver Andel Energi.
De falske beskeder benytter Andel Energis navn og logo og indeholder links til betaling af beløb på enten 128 kr. eller 322 kr. Andel Energi understreger, at der er tale om svindel, og opfordrer kunderne til at være særligt opmærksomme.
– Vær skeptisk. Får du en besked om manglende betaling, så tjek altid dine seneste regninger ekstra grundigt. Både i Andel Energi-appen og i vores selvbetjening på andelenergi.dk, kan man som kunde logge ind og se sine ægte regninger. Her kan man se, hvis der også i virkeligheden skulle være en eventuelt manglende betaling,
siger Josefine Walter, der er kommerciel direktør i Andel Energi.
Svindlerne truer typisk med, at strømmen vil blive lukket, hvis man ikke betaler inden for få dage. Men Andel Energi understreger, at selskabet aldrig lukker for strømmen uden forudgående dialog og inkassoforløb.
- I Andel Energi truer vi aldrig med at slukke for strømmen med kort varsel. Hvis det i yderste konsekvens kan være nødvendigt at slukke for strøm eller gas til en kunde, så vil der altid være et langt forløb med både inkasso og dialog forud for en så drastisk handling. Andel Energi lukker aldrig for strømmen alene på grund af for sen betaling, siger Josefine Walter.
Phishingangreb som disse bliver ifølge Andel Energi stadig mere avancerede og udbredte, og svindlerne er blevet bedre til at efterligne energiselskabets kommunikation. Kunder opfordres til at kontakte selskabet direkte, hvis de er i tvivl.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.