
Regeringen vil frem mod 2030 firedoble produktionen fra solcelleparker og landvindmøller. Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde, hvor regeringens reformudspil "Danmark kan mere II" præsenteres.
Det er en del af regeringens ambition om, at Danmark skal producere mere grøn strøm.
- Nu øger vi ambitionerne endnu mere med mere vind på land, flere solceller, mere havvind og flere energiøer. Vi vil udbygge så meget vedvarende energi, som overhovedet kan lade sig gøre på den klogeste måde, siger Mette Frederiksen.
Hvor meget Danmark kan øge produktionen allerede frem mod 2025, er dog "svært at sætte tal på", lyder det fra klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) på pressemødet.
Men planen frem til 2030 vil "næppe kunne gøres inden for det eksisterende loft" for opsætning af vindmøller på land - også selv om man erstatte gamle møller med nye og mere effektive.
Planen vil kræve en fordobling af den vindenergi på land, der produceres i dag.
Vil i dialog med kommuner
Regeringen vil gå i dialog med kommunerne om at øge udbygning af vedvarende energi på land. Der er brug for at fjerne barrierer og for at sikre, at de nødvendige arealer er til rådighed, lyder det i reformudspillet.
Videre i reformudspillet lyder det, at "både solcelleparker og landvindmøller er faldet i pris over de seneste år". Derfor kan kommer der "flere og flere eksempler" på, at de kan opføres uden statslig støtte.
Regeringen lægger også op til, at udbygning af grøn strøm, der går ud over Danmarks behov, skal opføres støttefrit uden "væsentlige omkostninger" for forbrugere og virksomheder.
Vil have flere energiøer
I forhold til havvind ønsker regeringen at igangsætte forberedelser af nye energiøer i Nordsøen.
Nordsøens "fulde havvindspotentiale" skal "høstes", frem mod 2050 er der potentiale til at udnytte 35 GW havvind fra Nordsøen, lyder det. Det er en 15-doblingen i forhold til den nuværende havvindkapacitet i Danmark.
Det er også ambitionen, at Danmark skal være nettoeksportør af grøn energi i 2030 og dermed levere strøm til resten af Europa. Ifølge tal fra interesseorganisationen Green Power Denmark har antallet af vindmøller i Danmark været nogenlunde konstant de seneste 10 år. Til gengæld kan den enkelte vindmølle producere mere strøm.
Hos støttepartiet De Radikale kaldes udspillet for et "flot visionskatalog".
- Men der er godt nok lang vej til et konkret udspil. Det store ubesvarede spørgsmål efter dagens pressemøde er fortsat: Hvordan forestiller regeringen sig konkret, at vi skal nå at bygge så meget sol og vind de næste otte år?
- Regeringen mangler stadig konkrete redskaber til, at kommuner og stat i fællesskab kan udpege placeringer for den nye energi, siger næstformand Martin Lidegaard i en skriftlig kommentar.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.