
EU er uforberedt på forværrede klimaændringer og bør øge investeringerne i at beskytte medlemslandenes befolkninger mod effekterne af oversvømmelser, skovbrande og ekstreme varmebølger.
Sådan lyder meldingen tirsdag fra EU's Videnskabelige Råd for Klimaforandringer.
Selvom EU har ambitiøse målsætninger for at nedbringe drivhusgasser, så har indsatsen været utilstrækkelig, når det gælder tilpasningen til de skader, som klimaændringerne allerede forårsager.
Det siger Ottmar Edenhofer, der er formand for rådgivningsorganet.
- Der mangler sammenhæng, koordinering og også budget, siger Ottmar Edenhofer.
Værdien af skaderne er stigende
Klimaændringer og ekstreme vejrfænomener forvolder årligt skader på europæisk infrastruktur og bygninger for 45 milliarder euro, viser EU-data. Det svarer til 335 milliarder kroner. Værdien af skaderne er fem gange højere end i 1980'erne.
Hvis ikke EU forbereder sig på effekterne af klimaændringerne, vil det ifølge rådgivningsorganet forværre EU's konkurrenceevne, belaste offentlige budgetter og medføre øgede sikkerhedsrisici.
Ifølge EU's Videnskabelige Råd for Klimaforandringer bør der derfor udvikles politikker, der hjælper mennesker og virksomheder med at tilpasse sig den nye virkelighed.
Det skal ske ved at sikre, at der ikke bygges i områder med risiko for oversvømmelse, støtte til tørkeramte landmænd og udvikling af bydesign, der bidrager til nedkøling af byer.
Et andet afgørende punkt er, at der investeres i offentlige varslingssystemer, der kan varsle hurtigere end i dag.
EU bør også overveje muligheden for at etablere forsikring på EU-niveau, mener rådgivningsorganet. Det skyldes, at blot en fjerdedel af de nuværende klimarelaterede ødelæggelser i EU er forsikret.
EU-Kommissionen vil senere på året fremlægge en ny strategi for klimamodstandsdygtighed.
EU's Videnskabelige Råd for Klimaforandringer anbefaler, at EU på tværs af alle medlemslande forbereder sig på en temperaturstigning på 2,8 til 3,3 grader i år 2100.
Allerede nu er den gennemsnitlige temperatur på Jorden 1,4 procent højere sammenlignet med tiden før industrialiseringen.
/ritzau/Reuters
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.






















