
Elnetselskabet N1 overtager fra 1. juli 2026 ejerskabet af elnettet i Kongerslev syd for Aalborg. Dermed bliver det fremover N1, der skal stå for drift og udvikling af elnettet til de godt 900 netkunder i området. Det oplyser N1 i en pressemeddelelse.
Netkunderne vil fortsat modtage deres elregning fra deres nuværende elleverandør, men ansvaret for at sikre strømforsyningen overgår til N1.
Salget sker som led i Verdos nye fokuseringsstrategi, hvor selskabet vil koncentrere sig om fjernvarme, vandforsyning og drift af kraftvarmeværket i Randers.
- Vi har netop sat gang i en ny fokuseringsstrategi for Verdo, fordi vi ønsker at koncentrere os om vores kerneopgave, som er fjernvarme, vandforsyning og drift af vores kraftvarmeværk i Randers. Samtidig står samfundet over for en heftig elektrificering, der kræver store investeringer, og derfor er det en rigtig god aftale for alle parter, at det nu bliver N1, der fremover skal sikre en stabil drift og aktiv udvikling af elnettet i Kongerslev, siger Jesper Barslund, der er adm. direktør i Verdo.
N1 driver i dag elnettet til omkring 820.000 husstande og virksomheder i Jylland. Med købet af EL-NET Kongerslev udvides forsyningsområdet med yderligere omkring 900 netkunder.
Ifølge N1 ligger området i og omkring Kongerslev allerede i dag placeret som en lille ø i N1’s forsyningsområde, og derfor er der nogle helt oplagte synergieffekter ved at lade de to net smelte sammen - både for kunderne og til gavn for den grønne omstilling.
- Vi er for alvor begyndt at se, at danskerne skruer markant op for elforbruget, og i takt med at vi får mere vedvarende energi ind i systemet og bliver mere uafhængige af udenlandske energikilder, kræver det massive investeringer i vores elnet de kommende år, så vi fortsat kan regne med den høje driftssikkerhed. Derfor er skala en stor fordel, og vi ser købet af EL-NET Kongerslev som en naturlig del af den konsolidering, som også fremover skal sikre et effektivt og robust elnet i Jylland, siger Lise Bering, der er administrerende direktør i Elnetselskabet N1.
De nye netkunder bliver samtidig andelshavere i Norlys, som ejer N1. Det giver blandt andet mulighed for at stille op til repræsentantskabsvalget i Norlys i 2027.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.
























