
Virksomheder og bygningsejere møder i dag lange sagsbehandlingstider og forskellige kommunale krav, når de ønsker at opsætte solceller på tage. Derfor foreslår DI Teknik & Installation, at kravet om byggetilladelse til tagmonterede solcelleanlæg fjernes.
Ifølge DI kan det i nogle kommuner tage mere end 100 dage at få en byggetilladelse til solcelleanlæg på tage. Samtidig håndteres ansøgninger forskelligt fra kommune til kommune, hvilket skaber usikkerhed og ekstra omkostninger for virksomheder og bygningsejere.
- Vi skal have mere vedvarende energi hurtigere, og det kræver, at vi fjerner de regler, der ikke længere giver mening. Kravet om byggetilladelse for solceller på tage er et klart eksempel på unødigt bureaukrati, som forsinker projekter uden at forbedre hverken sikkerhed eller kvalitet, siger Ida Ruge-Andersen Friis, der er branchechef i DI Teknik & Installation, i en pressemeddelelse.
DI peger på, at mere end halvdelen af landets kommuner foretager konkrete vurderinger af, om et solcelleanlæg kræver byggetilladelse, mens enkelte kommuner som udgangspunkt kræver byggetilladelse uanset bygningstype.
- Solcelleanlæg på tage kan i praksis sidestilles med andet teknisk udstyr på bygninger, som fx varmepumper og ventilationsanlæg, der normalt ikke kræver byggetilladelse. Derfor bør tagmonterede solceller som udgangspunkt heller ikke gøre det, siger Ida Ruge-Andersen Friis.
Forslaget fra DI omfatter alene solcelleanlæg på bygningers tage. Hensyn til blandt andet fredede bygninger og kulturmiljøer skal fortsat håndteres gennem bygningsreglementet og den eksisterende lovgivning.
Ifølge DI kan en afskaffelse af byggetilladelsen føre til hurtigere opsætning af solceller, lavere omkostninger og mindre administrativ belastning for kommunerne.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.























