DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
DK BESS

Von der Leyen: Europa skal gøre sig uafhængig af usikre energimarkeder

Topmøde mellem EU-lande og europæiske lande uden for EU skal øge Europas uafhængighed, siger von der Leyen.
4. MAJ 2026 10.35
Energi
EU
Politik

Europa skal samle sig om at blive uafhængigt i en verden præget af krige og usikkerhed om energi og forsyningskæder. Det siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, før mandagens møde i Armeniens hovedstad Jerevan.

Her samles lederne af EU-landene og ledere af en række europæiske lande uden for EU i Det Europæiske Politiske Fællesskab.

- Vi vil primært diskutere, hvordan vi kan få et uafhængigt Europa. Det kræver, at vi reducerer vores afhængigheder på flere områder, siger von der Leyen.

Udmeldingen kommer, efter at først krigen i Ukraine og senest USA og Israels krig mod Iran har udstillet Europas udfordringer, når det gælder energi.

Lukningen af Hormuz-strædet og Irans angreb på nabo-landenes energiinfrastruktur har på kort tid fået prisen på gas og olie til at skyde i vejret i Europa. Situationen i Mellemøsten har også skabt usikkerhed om flyselskabernes forsyninger af brændstof. Det bliver Europa nødt til at få gjort op med, lyder det fra von der Leyen.

- Vi er for afhængige af import af fossile brændstoffer, og derfor må vi forlige os på usikre globale markeder. Vi bliver nødt til at øge vores egne aktiver inden for energi. Det er vedvarende energi og atomkraft. De er både billigere og pålidelige, siger von der Leyen.

Hun vil også bruge mødet til at fokusere på at styrke Europas forsvar. Her kan EU-landenes ledere mandag få lejlighed til både at tale med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, men også lederne af landene på Vestbalkan.

Dem forsøger Bruxelles i et europæisk samarbejde for at Europa kan stå stærkere over for blandt andre Rusland.

- Vi skal øge vores militære kapaciteter, så vi kan beskytte os selv. Der er gjort mange penge klar til investeringer i forsvar. Nu skal vi virkelig øge produktionen, siger von der Leyen.

Europa håber blandt andet at kunne udnytte Ukraines erfaringer med dronekrig og produktion af droner til at øge forsvaret af andre dele af kontinentet.

Ud over energi og forsvar skal mødet ifølge von der Leyen desuden bruges til at diskutere, hvordan Europa bedre kan sikre sine forsyningskæder.

Både corona-epidemien, Kinas kontrol med råstoffer og USA's præsident Donald Trumps beslutninger om told på europæiske varer har vist skrøbeligheden i de globale forsyningskæder.

Vejen frem er flere frihandelsaftaler, mener von der Leyen. Hun henviser som eksempel til EU's handelsaftale med de sydamerikanske Mercosur-lande, som trådte midlertidigt i kraft 1. maj.

EU har desuden lavet aftaler med blandt andre Indien, som parterne nu er ved at ratificere. Fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) deltager ikke i mandagens møde i Jerevan.

/ritzau/   

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/von-der-leyen-europa-skal-goere-sig-uafhaengig-af-usikre-energimarkeder

GDPR