DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
DK BESS
Det forventes, at en ny handelsaftale mellem EU og Mercosur skal styrke eksporten - også for danske virksomheder - i en tid med handelskonflikter. (Arkivfoto).
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Ny handelsaftale kan give billigere varer og booste dansk eksport

EU's handelsaftale med Mercosur træder i kraft og åbner et marked med over 700 millioner forbrugere. Den kan give billigere varer i Danmark og øge eksporten.  
30. APR 2026 14.34
Erhverv
EU
Økonomi

Efter 25 års forhandlinger åbner en af verdens største frihandelsaftaler nu døren mellem EU og dele af Sydamerika. Selv om aftalen foreløbig gælder midlertidigt, kan billigere sydamerikansk oksekød, rødvin og kaffe fra fredag finde vej til danske supermarkeder. Det siger Peter Thagesen, der er chef for geopolitik i Dansk Industri.

- Der er dog ingen garanti for, at besparelserne ender hos forbrugerne. Men der kommer et større udvalg og mere konkurrence.

Aftalen giver også danske virksomheder bedre eksportmuligheder.

- Det er meget positivt i den tid, vi befinder os i nu. Vi lever i den mest usikre og uforudsigelige tid siden Anden Verdenskrig, siger Peter Thagesen.

- Vores vigtigste eksportmarked USA trækker sig tilbage og bygger høje toldmure. Nu giver Mercosur-handelsaftalen danske virksomheder adgang til nogle interessante markeder.

Også Philipp Schröder, der er økonomiprofessor ved Aarhus Universitet, ser fordele - især den såkaldte spillover-effekt.

- Når en virksomhed eksporterer en type varer til en destination, kan underleverandører pludselig også nå det marked, siger han.

Ifølge Philipp Schröder er der især to faktorer, der driver samhandel.

- Den ene er, hvor tæt man er på hinanden, og den anden er købekraften. Selv om Mercosur-landene er langt væk, må vi erkende, at den del af verden faktisk har pænt store økonomier, siger han.

Kan øge dansk eksport med milliarder

Mercosur er en spansk forkortelse for "Mercado Común del Sur". Det betyder det sydlige fællesmarked og henviser til samarbejdet mellem flere sydamerikanske lande. De fuldgyldige Mercosur-lande er Argentina, Brasilien, Paraguay og Uruguay.

Frihandelszonen omfatter samlet over 700 millioner forbrugere i EU og Mercosur-landene. Ifølge Dansk Industri kan aftalen øge dansk eksport med 13,5 milliarder kroner om året, hvilket også vil understøtte job i Danmark.

- Hele vores velfærd og vores samfund er bygget på, at vi producerer varer i Danmark og sælger dem i udlandet. Når tolden udfases over de næste fem til syv år, bliver vores varer mere konkurrencedygtige, og vi kan sælge mere, siger Peter Thagesen. 

Forhandlingerne mellem EU og Mercosur-landene blev indledt i 2000. Peter Thagesen vurderer, at det nok ikke er helt tilfældigt, at aftalen er kommet på plads nu.

- Der er en stigende erkendelse i Europa af, at vi står på en brændende platform. Vi er nødt til at gøre noget, og vi er nødt til også at sluge nogle kameler for at komme videre, siger han.

Mødt med modstand

Modstanden har dog været markant. Sydeuropæiske landmænd frygter unfair konkurrence, og miljøorganisationer har advaret om, at øget eksport fra Sydamerika vil medføre afskovning i de sydamerikanske lande. Peter Thagesen medgiver, at aftalen kunne være mere ambitiøs på bæredygtighed.

- Men alternativet har været ingenting. Og nogle gange må man tage det, man kan få og arbejde videre med det, siger han.

Frankrig, Polen, Østrig, Irland og Ungarn stemte imod aftalen i januar, men et flertal i EU valgte at gå videre med den.

- Det er et klart tegn på, at vi ikke længere kan vente på, at alle 27 lande er enige om alt, siger Peter Thagesen.

Mens nogle EU-beslutninger kræver enstemmighed, vedtages handelsaftaler som udgangspunkt med kvalificeret flertal. Handelsaftalen mellem EU og Mercosur afventer endelig godkendelse i Europa-Parlamentet, hvor et snævert flertal tidligere i år bad EU-Domstolen om at vurdere, om aftalen er i overensstemmelse med EU-traktaterne.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters kan det tage op til to år, før EU-Domstolens vurdering er klar. Men EU-Kommissionen har valgt at anvende aftalen midlertidigt fra fredag.

/ritzau/

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//solenergi/artikel/ny-handelsaftale-kan-give-billigere-varer-og-booste-dansk-eksport

GDPR