
En ændring af brandkravene for solcelleanlæg gør det nu muligt at udnytte tagarealer bedre. Dansk Brandteknisk Institut (DBI) har udsendt et rettelsesblad til vejledning 39, hvor afstandskravet til gennemføringer i taget reduceres fra 2,5 meter til 0,6 meter under visse betingelser. Det oplyser Dansk Solcelleforening i en pressemeddelelse.
Ændringen er et resultat af et revisionsarbejde med deltagelse af blandt andre Dansk Solcelleforening, TEKNIQ, DI Teknik & Installation og Danske Arkitektvirksomheder. De hidtidige krav har ifølge branchen været en væsentlig barriere og har i praksis betydet, at op mod halvdelen af tagarealet i nogle projekter ikke har kunnet anvendes til solceller.
Tal fra Dansk Solcelleforening viser desuden, at udbygningstakten for større taganlæg er faldet med 50 pct. i årets første måneder sammenlignet med samme periode sidste år.
- Revisionen afstandskravene er et vigtigt skridt i den rigtige retning. Vi har længe peget på, at de tidligere krav ikke stod mål med en reel brandsmitterisiko og derfor er det rigtig godt, at DBI nu ændrer dem, siger Kim Slavensky, der er næstformand i Dansk Solcelleforening og adm. direktør i Phønix Tag Energi.
Uforstående for ny kontrolkrav
Det er dog ikke kun gode nyheder, der følger med den nye vejledning fra DBI, lyder det fra organisationerne. For samtidig med lempelsen indføres et nyt krav om årlig uafhængig kontrol af solcelleanlæg, som skal udføres af en brandrådgiver. Ifølge branchen kan det øge omkostningerne og gøre investeringer i solceller mindre attraktive.
Organisationerne peger desuden på, at det nye kontrolkrav kan føre til øget bureaukrati og i praksis blive en ny standard, selv om vejledningen formelt er frivillig. Samtidig efterlyser de dokumentation for behovet, da der kun i begrænset omfang er registreret brande relateret til solcelleanlæg i Danmark.
- EU stiller krav om mere solenergi på bygninger, og Danmark har ambitiøse klimamål. Derfor giver det ikke mening at indføre et nyt kontrolkrav i Danmark, hvis berettigelse ikke er dokumenteret i forhold til risikoafdækning. For så gør man det dyrere og mere besværligt for bygningsejere at installere og drifte solceller, siger seniorchefkonsulent Alexander Ulrich Severinsen, DI Teknik & Installation.
Brancheaktørerne understreger dog, at de bakker op om høje brandsikkerhedskrav, men efterlyser større proportionalitet mellem krav og risiko samt bedre sammenhæng med kommende regulering, så udbygningen af solenergi ikke bremses.
I Danmark er der installeret langt over 100.000 solcelleanlæg, hvor mange har været i drift i 15-25 år.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.


















