
Energinet har fået miljøtilladelse til at opføre stationerne til Energiø Bornholm samt den danske kabelforbindelse mellem Bornholm og Sjælland. Tilladelsen fastlægger, hvordan anlægsarbejdet og den efterfølgende drift skal gennemføres med hensyn til mennesker, natur og miljø.
Miljøtilladelsen, den såkaldte § 25-tilladelse, er resultatet af en længere proces, hvor borgere, lodsejere, kommuner og interesseorganisationer har haft mulighed for at komme med input til projektets miljøvurdering. Vurderingen har været i offentlige høringer fra 2022 til 2025 og har omfattet både anlægsfasen og driften af anlæggene. Undervejs har Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø og Energinet afholdt borgermøder på Bornholm og Sjælland.
- Energiø Bornholm er et stort projekt, som kan få betydning for mange mennesker – både på Bornholm og Sjælland. Jeg vil gerne sige tak til alle, der har delt deres erfaringer, bekymringer og idéer. Det gør, at vi har fået flere perspektiver på miljøpåvirkningerne og et bedre grundlag for at gennemføre arbejdet ansvarligt og med størst muligt hensyn, siger Marian Kaagh, der er Vice President for Miljø og Rettigheder i Energinet, i en pressemeddelelse.
Miljøvurderingen dækker blandt andet påvirkning af landskab, natur, biologisk mangfoldighed, støj og menneskers sundhed. Ifølge vurderingen er der behov for forskellige afværgeforanstaltninger, herunder tiltag til at mindske landskabspåvirkningen samt beskyttelse af naturen, blandt andet gennem etablering af vandhuller og opsætning af paddehegn. Eventuelle støjgener for naboer skal håndteres med støjdæmpende tiltag.
Stadig et stykke tid til byggestart
Selvom miljøtilladelsen nu er givet, vil der fortsat gå noget tid, før det egentlige anlægsarbejde kan gå i gang. Inden da mangler blandt andet udbud, aftaler med lodsejere samt den detaljerede planlægning og tekniske undersøgelser i overensstemmelse med vilkårene i tilladelsen.
Den første større byggeaktivitet forventes i foråret 2026 ved Hedehusene på Sjælland, hvor Energinet planlægger at etablere AC Station Lindehøj, en ny 400 kV højspændingsstation. På Bornholm ved Aakirkeby ventes anlægsarbejdet at gå i gang i løbet af 2027. Det samlede Energiø Bornholm-projekt forventes idriftsat i 2036.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.


























