DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Kong Frederik og dronning Mary har netop været på statsbesøg i Estland og Litauen. Til marts tager parret til Australien med en række danske virksomheder inden for blandt andet grøn omstilling. (Arkivfoto).
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kongeparrets statsbesøg i Australien skal sætte fokus på grøn omstilling

Kongeparret tager til marts med flere ministre til Australien for at fremme samarbejde om blandt andet grøn omstilling.
30. JAN 2026 9.49
Erhverv
Internationalt

Kong Frederik og dronning Mary tager på statsbesøg til Australien i fra 14. til 19. marts. Statsbesøget skal ifølge kongehuset styrke samarbejdet mellem Danmark og Australien på en række områder - herunder inden for grøn omstilling og økonomisk sikkerhed. Det skriver kongehuset i en pressemeddelelse.

Vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) skal med på besøget.

Derudover rejser repræsentanter for 55 danske virksomheder med til Australien for at deltage i et officielt erhvervsfremstød i forbindelse med statsbesøget. Erhvervsfremstødet skal fremme samarbejde inden for vedvarende energi og energieffektiv byudvikling, lyder det.

Statsbesøget til Australien kommer, efter at kongeparret har været på en række statsbesøg til blandt andet de baltiske og nordiske lande.

Faktisk har et dansk regentpar ikke før været på og taget imod så mange statsbesøg i løbet af de første omkring to år, som kong Frederik og dronning Mary. Det skriver Lars Hovbakke Sørensen, der er historiker og lektor i samfundsvidenskab på Professionshøjskolen Absalon, i en kommentar i Jyllands-Posten.

Kongeparret har med de seneste besøg i Estland og Litauen været på ni statsbesøg. Derudover har der været statsbesøg i Danmark fra Island og Egypten.

DI og Dansk Erhverv ser gode australske muligheder for danske virksomheder

Statsbesøget til Australien bliver også med deltagelse fra både Dansk Industri og Dansk Erhverv. Lars Sandahl Sørensen, som er administrerende direktør i Dansk Industri, forventer, at der kommer stor opmærksomhed om Danmark fra både danske og australske medier.

- Derfor er vi også glade for, at kongehuset prioriterer at besøge Australien netop nu. Vi har brug for alle gode kræfter, der kan belyse, hvad Danmark har at byde på i disse tider, siger han i en pressemeddelelse.

Australien har forpligtet sig til at nå en nettonuludledning af CO2 inden 2050, og landet står over for en omfattende grøn omstilling. Derfor kan der være gode muligheder for danske virksomheder inden for både vedvarende energi og grønne bygninger, mener Lars Sandahl Sørensen.

Også Brian Mikkelsen, som står i spidsen for Dansk Erhverv, forventer positiv opmærksomhed - ikke mindst som følge af dronningens australske oprindelse. Og det er vigtigt, at Danmark markerer sig internationalt med det, som de danske virksomheder er gode til, mener han.

- Vestas har eksempelvis en af deres største onshore vindparker globalt set her i Australien. Så der er kæmpe muligheder for danske virksomheder hernede. Og det er vigtigt i denne tid, at vi skaber gode forbindelser til andre og nyere markeder, siger Brian Mikkelsen i en pressemeddelelse.

Dronning Mary er født og opvokset på Tasmanien i Australien. Den australske premierminister, Anthony Albanese, har tidligere i januar sagt til den australske radiokanal Kiis FM, at det danske kongepar planlagde et besøg til Australien. Kongehuset har ikke tidligere bekræftet besøget.

/ritzau/

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//innovation/artikel/kongeparrets-statsbesoeg-i-australien-skal-saette-fokus-paa-groen-omstilling

GDPR