DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, rakte på en gang hånden ud til samarbejde med USA om sikkerheden i Arktis og kom med en advarsel om et hårdt modsvar, hvis Trump gør alvor af trusler om ekstra told på europæiske lande i opgøret om Grønland, da hun tirsdag talte ved World Economics Forum i Davos, Schweiz.
Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix

Von der Leyen kalder Trumps toldtrusler en fejl og varsler modsvar

Europa vil komme med et "urokkeligt, samlet og proportionalt" modsvar, hvis Trump gør alvor af toldtrusler.
20. JAN 2026 12.58
EU
Internationalt
Økonomi

Trumps trusler om told på europæiske lande er en "fejl", siger Ursula von der Leyen i en tale ved World Economic Forums møde i Davos. Her varsler EU-Kommissionens formand samtidig øgede EU-investeringer i Arktis.

- Sikkerheden i Arktis kan kun opnås i fællesskab. Derfor er de foreslåede tillægstoldtariffer en fejl, især mellem langvarige allierede. EU og USA indgik en handelsaftale i juli sidste år. Og i politik som i erhvervslivet gælder det, at en aftale er en aftale. Og når venner giver hinanden hånden, må det betyde noget, siger von der Leyen.

Hun nævner ikke specifikt, hvilke modforanstaltninger EU vil tage, hvis Trump ikke skifter kurs. EU-Kommissionens formand varsler dog, at USA vil kunne mærke det, hvis Trump indfører ekstra told på Danmark og andre europæiske lande i forsøget på at overtage Grønland.

- Vi betragter det amerikanske folk ikke kun som vores allierede, men også som vores venner. At kaste os ud i en farlig nedadgående spiral ville kun hjælpe de fjender, som vi begge er så fast besluttede på at holde ude af vores strategiske landskab. Vores reaktion vil derfor være urokkelig, samlet og proportional, siger von der Leyen i talen.

Modtold og "handelsbazooka" under overvejelser

På bordet er en allerede forberedt europæisk modtold på amerikanske varer for 93 milliarder euro. Det svarer til omkring 690 milliarder kroner.

Samtidig kan EU vælge at tage det helt tunge skyts i brug. Det er det særlige antitvangsinstrument - også kaldet EU's handelsbazooka. Den kan blandt andet bruges til at udelukke amerikanske virksomheder fra at levere til EU-markedet.

Mens truslerne om told og alliancebrud fyger frem og tilbage over Atlanten, har mødet i Davos i år - alt efter temperament - paradoksalt eller passende fået titlen "A Spirit of Dialogue", som kan oversættes til "En ånd af dialog".

Von der Leyen understreger dog i talen, at Europa er klar til samarbejde. Det skal blandt andet ske gennem øgede europæiske investeringer i Arktis. Dermed lægger von der Leyen i talen op til at imødekomme Trumps krav om, at sikkerheden i og omkring Grønland skal øges.

- Når det gælder sikkerheden i Arktis, er Europa fuldt engageret. Og vi deler USA's mål i denne henseende.

Hun peger på, at Finland eksempelvis sælger isbrydere til USA. Dermed står Europa ifølge von der Leyen allerede bag nogle af de kapaciteter, der skal bruges til at sikre Grønland.

Samtidig er EU og medlemslandene klar til at investere mere i Arktis.

- Vi vil være strategiske i vores tilgang til dette spørgsmål. Derfor arbejder vi på en pakke til støtte for sikkerheden i Arktis, siger von der Leyen.

Klar afvisning af salg af Grønland

Hun fastslår dog i talen, at det "første princip" for indsatsen vil være "fuld solidaritet med Grønland og Kongeriget Danmark".

- Deres suverænitet og territoriale integritet er ikke til forhandling, siger von der Leyen.

Det er en blank afvisning af Trumps krav om at overtage Grønland fra Danmark. Et spørgsmål, som Trump selv forventer at skulle diskutere på et møde i Davos i denne uge. For det andet arbejder EU-Kommissionen på en "massiv stigning" i de europæiske investeringer i Grønland.

- Vi vil arbejde tæt sammen med Grønland og Danmark for at se, hvordan vi yderligere kan støtte den lokale økonomi og infrastruktur.

- For det tredje vil vi samarbejde med USA og alle partnere om en bredere sikkerhed i Arktis, siger Ursula von der Leyen i talen.

/ritzau/

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/von-der-leyen-kalder-trumps-toldtrusler-en-fejl-og-varsler-modsvar

GDPR