AABENRAA: Når økonomiudvalget i Aabenraa mødes tirsdag, bliver politikerne præsenteret for en afrapportering fra forhandlingsmøder mellem kommunen og havnen, der skulle muliggøre boliger på et areal, kaldet Nord for Kilen, sideløbende med fortsat aktivitet fra havnens virksomheder.
Det fremgår af dagsordenen til økonomiudvalgsmødet, at der efter tre forhandlingsmøder og tilbagemelding fra havnen nu "tegner sig et billede af, at der for nuværende ikke er grundlag for at fortsætte forhandlingerne."
Tilbagemeldingen fra havnens forhandlingsdelegation har været, at havnens kunder ikke ønsker yderligere permanente indskrænkninger i deres havnedrift eller operationstid. Virksomhederne ønsker heller ikke at skulle bidrage til finansiering af løsninger, der kan realisere etableringen af boliger på arealet.
Til TVSyd siger direktør fra SDK Shipping Lars Jespersen på vegne af havnens virksomheder, at de ikke har noget imod, at der kommer boliger, bare de kan leve sammen med havnen.
- Vi læner os egentlig bare op ad udvalget, som konkluderede, at en eventuel bygherre/kommunen skulle stå for afværgeforanstaltninger, der er nødvendige for, at man kan få en aktiv havn og et boligområde. Og der tror jeg, man har svært ved at finde hinanden, siger han.
Forhandlingerne mellem kommunen og havnen har fundet sted fra foråret, bl.a. med udgangspunkt i en rapport om miljøkonsekvenser, der var udarbejdet efter anbefaling fra § 17 stk.4-udvalget "Fremtiden for arealet nord for Kilen".
En efterfølgende tidsplan indeholdt bl.a. en drøftelse med de berørte virksomheder i forhold til deres muligheder for at nedbringe miljøpåvirkninger som bl.a. støj fra skibe.
Undersøgelsen og den efterfølgende rapport blev leveret af den rådgivende arkitekt- og ingeniørvirksomhed Sweco. I rapporten indgår også muligheden af placeringen af to bufferzone-elementer samt et museum i den nordlige del af Nyhavn.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.