
Indien har lovet at stoppe med at indkøbe russisk olie, som indgår i landets energiforsyning. Det hævder USA's præsident, Donald Trump, efter en samtale med Indiens premierminister, Narendra Modi, onsdag. Det skriver nyhedsbureauerne AFP og AP.
- Han har forsikret mig om, at der ikke vil blive købt olie fra Rusland, siger Trump ifølge AFP.
- Det vil ikke ske øjeblikkeligt. Det er en proces, men den proces vil være kort.
Indien har umiddelbart ikke kommenteret meldingen fra USA's præsident.
Trump har længe presset på for at få Indien til at stoppe indkøbene af russisk olie med den begrundelse, at oliepengene er med til at finansiere Ruslands krig i Ukraine.
Det er mere end tre år et halvt år siden, at Rusland invaderede nabolandet, og alle hidtidige forsøg på at få stoppet krigen har været forgæves.
USA har lagt pres på med toldforhøjelser
Rusland er den største leverandør af olie til Indien, der er verdens tredjestørste importør og forbruger af olie. Omkring 35 procent af Indiens samlede olieforsyning kommer fra Rusland.
I slutningen af august fordoblede Trump den amerikanske importtold på indiske varer fra 25 til 50 procent på grund indiske indkøb af russisk olie.
- De er ligeglade med, hvor mange mennesker i Ukraine der bliver dræbt af den russiske krigsmaskine. På grund af dette vil jeg markant forhøje den told, som Indien betaler til USA, lød det dengang fra Trump.
Det fremgår ikke umiddelbart, om Trump agter at sænke tolden på indiske varer efter onsdagens samtale. Onsdag kalder USA's præsident den indiske premierminister for en god mand.
- Jeg ønsker ikke at ødelægge hans politiske karriere, siger Trump ifølge AFP om Modi.
75-årige Modi har været premierminister i Indien siden 2014.
- Jeg har fulgt Indien gennem mange år. Det er et fantastisk land, og hvert eneste år får de en ny leder. Min ven har nu siddet på posten i lang tid, siger Trump.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.