
EU-Kommissionen er på vej med forslag om øget statsstøtte til energitunge virksomheder. Samtidig vil kommissionen styrke koordinering af EU-landenes frigivelse af gas- og olielagre. Det skal hjælpe med at få energipriserne ned. Det viser et læk af EU-Kommissionens udspil, som cirkulerer i Bruxelles.
Udspillet ventes at blive præsenteret onsdag i denne uge. I udspillet peger EU-Kommissionen på, at prisen på råolie i perioden frem til 20. marts steg med 51 procent. Samtidig steg prisen på naturgas med 85 procent.
- De seneste begivenheders potentielle indvirkning på EU med hensyn til energisikkerhed og energipriser, forsyningskæder og borgernes sikkerhed giver anledning til bekymring for det indre markeds stabilitet, hedder det i udspillet.
Centralt i udspillet står et forslag om midlertidig og målrettet statsstøtte til energitunge virksomheder - samt midlertidige støtteforanstaltninger til særligt udsatte sektorer. Det er blandt andet landbrug, fiskeri, vejtransport og søfart. De er alle afhængige af at kunne bruge store mængder energi.
Konkret lægger EU-Kommissionen op til at bruge artikel 107, stykke tre i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde. Den giver EU-Kommissionen beføjelse til at godkende visse typer statsstøtte, som normalt vil være forbudt, fordi de er konkurrenceforvridende. Bestemmelsen kan dog bruges til at afhjælpe alvorlige forstyrrelser i økonomien.
EU-Kommissionen vil ifølge forslaget også styrke koordineringen mellem medlemsstaterne, når det gælder gaslagre og frigivelse af oliereserver. Det skal sikre, at Europa kan fylde gaslagrene op før vinteren - og samtidig få den størst mulige effekt af at frigive oliereserver.
Ny lovgivning skal desuden understøtte investeringer i elnettet og gøre beskatning af el lavere end beskatningen af fossile brændsler. Derudover lægger EU-Kommissionen blandt andet op til en modernisering af EU's emissionshandelssystem (ETS).
EU-Kommissionen vil blandt andet lave en opdatering af de såkaldte ETS-benchmarks, som bruges til at fordele gratis CO2-kvoter og belønne virksomheder med lav udledning.
- Det tegner til, at EU-Kommissionen er på vej med en velafbalanceret pakke af tiltag for at håndtere de store prisstigninger som følge af krisen i Hormuzstrædet, siger Troels Ranis, der er direktør for DI Energi.
Selv om EU-Kommissionen i udspillet både understøtter energitunge virksomheder og ændrer på emissionshandelssystemet, så ser DI det ikke som et brud med EU's mål om at blive verdens første klimaneutrale kontinent i 2050. Tværtimod viser de høje energipriser igen, at EU bliver nødt til at omstille sig til at bruge vedvarende energi, ligesom Danmark har gjort, siger Troels Ranis.
- Det er helt essentielt at holde fokus på det langsigtede mål om at gøre EU uafhængigt af importeret fossil energi ved hjælp af energieffektivitet, elektrificering og vedvarende energi. Vi ser frem til EU-Kommissionens tiltag for at løfte den dagsorden, siger Troels Ranis.
Han lægger i den forbindelse vægt på, at støttetiltagene alene er målrettet særligt udsatte sektorer, og at det sker i en tidsbegrænset periode indtil udgangen af 2026.
Udspillet er endnu ikke endeligt vedtaget af EU-Kommissionen. Derfor kan der komme ændringer inden præsentationen i denne uge.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.




























