
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, kritiserer en "fortsat lempelse af sanktioner" mod Rusland. I et opslag på X understreger Zelenskyj, at hver en dollar betalt for russisk olie er "penge til krigen".
- Mere end 110 tankskibe fra Moskvas skyggeflåde er i øjeblikket på havet. Om bord er over 12 millioner ton russisk olie, som på grund af de lempede sanktioner endnu en gang kan blive solgt uden konsekvenser, skriver han.
Ifølge præsidenten er den russiske olie omkring ti milliarder dollar værd. Det svarer til 64 milliarder danske kroner.
- (Det, red.) er en ressource, der bliver direkte forvandlet til nye angreb mod Ukraine, skriver Zelenskyj.
Præsidenten nævner ikke specifikt USA i opslaget, men meldingen fra Zelenskyj kommer, efter USA's præsident, Donald Trump, lørdag forlængede en tilladelse til køb af russisk olie strandet til søs.
Tilladelsen gør det midlertidigt muligt for lande at købe sanktioneret russisk olie og petroleumsprodukter, der befinder sig på skibe til søs. Det sker ifølge Trump-administrationen i et forsøg på at kontrollere de globale energipriser, der er steget under krigen mod Iran. Tilladelsen gælder køb af olie, der er blevet lastet på skibe frem til fredag. Tilladelsen udløber 16. maj.
Dispensationen til køb af russisk olie er en forlængelse af en lignende tilladelse, der tidligere er blevet udstedt af USA's finansministerium. Den udløb 11. april efter 30 dage. Tilladelsen betyder, at andre lande ikke møder amerikanske sanktioner, hvis de køber den russiske olie, der allerede er blevet lastet.
Ruslands særlige udsending Kirill Dmitrijev har sagt, at den første tilladelse frigav 100 millioner tønder russisk råolie. Det svarer til næsten en hel dags global olieproduktion.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.



























