DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
DK BESS
Folk går på gaden under en strømafbrydelse i Cubas hovedstad, Havana, onsdag.
Foto: Yamil Lage/Ritzau Scanpix

Cuba melder om udtørrede oliedepoter under amerikansk blokade

Ifølge Cubas energiminister er der ikke mere olie tilbage i landet. USA har indført en blokade mod landet.  
15. MAJ 2026 9.07
Energi
Internationalt
Politik
Solceller

Cuba er løbet tør for diesel og olie. Sådan lyder meldingen fra landets energi- og mineminister, Vicente de la O, ifølge nyhedsbureauet Reuters i en tale.

- Vi har absolut intet brændstof (olie, red.) og absolut ingen diesel.

- Vi har ingen reserver, siger han.

Meldingen kommer under en blokade, som USA har indført mod landet. Det har ført til de værste strømafbrydelser i Cuba i årtier. USA's præsident, Donald Trump, indførte blokaden i begyndelsen af året, efter at det amerikanske militær tog Venezuelas daværende præsident, Nicolás Maduro, til fange.

Venezuela var i lang tid Cubas vigtigste olieleverandør. Det er Venezuela ikke længere, og det har ramt Cuba hårdt.

I denne og sidste uge er strømafbrydelserne steget dramatisk i hovedstaden Havana. Mange områder er uden lys i 20 til 22 timer om dagen, siger ministeren ifølge Reuters. Det har øget spændingen i byen, der i forvejen mangler mad, brændstof og medicin.

Stor andel VE går tabt 

Cuba har oprettet 1300 megawatt solenergi over de seneste to år, men en stor del af den kapacitet går tabt på grund af ustabilitet i elnettet midt i energikrisen. Det reducerer effektiviteten og produktionen af solenergi, siger ministeren.

Vicente de la O siger, at Cuba trods blokaden forhandler om at importere olie. De stigende globale olie- og transportpriser i kølvandet på krigen mellem USA og Iran komplicerer dog indsatsen yderligere, påpeger han.

- Cuba er åben for alle, der ønsker at sælge os brændstof, siger Vicente de la O.

Hverken Mexico eller Venezuela har sendt brændstof til øen, siden Trump i januar underskrev et dekret, der truede med at pålægge told på ethvert land, der fragter brændstof til Cuba.

Kun en enkelt stor olietanker fra Rusland har leveret råolie til Cuba siden december. Det skete i april og gjorde, at øens knap ti millioner indbyggere kunne drage et lettelsens suk for en kort periode.

De kommunistiske myndigheder i Cuba har i syv årtier været på det modsatte hold i forhold til USA. Den fattige østat har blandt andet tætte bånd til Rusland.

FN har fordømt Trumps blokade og kaldt den ulovlig.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/cuba-melder-om-udtoerrede-oliedepoter-under-amerikansk-blokade

GDPR