
Mind Energy kom ud af 2025 med et overskud før skat på 273 mio. kr. mod 376 mio. kr. året før. Samtidig steg nettoomsætningen til 95,6 mia. kr. fra 76,6 mia. kr., mens bruttoresultatet voksede til 824 mio. kr. fra 807 mio. kr. Det fremgår af Mind Energys årsrapport.
- Resultatet er understøttet af gode takter i begge vores forretningsområder. Både i vores kundeorienterede forretning, hvor vi hjælper producenter med at få deres energi ud på markedet og nordiske virksomheder med at købe energi, og i den del af vores forretning, hvor vi handler for vores egen kapital og for egen risiko, lander vi fornuftigt, siger Louise Hahn, der er adm. direktør i Mind Energy.
Omsætningsvæksten kommer samtidig med øget aktivitet i både kunde- og handelsforretningen, mens indtjeningen blev presset af ændrede markedsvilkår i energisektoren. Selskabet oplyser blandt andet, at implementeringen af et nyt nordisk balancesystem for elmarkedet påvirkede indtjeningen negativt med mere end 100 mio. kr.
Samtidig ramte lavere renter selskabets finansielle poster. De finansielle indtægter faldt til 120 mio. kr. i 2025 fra 216 mio. kr. året før, mens de finansielle udgifter steg til 32 mio. kr. fra 13 mio. kr.
- Trods disse generelle udfordringer er det lykkedes for Mind Energy at hæve vores bruttoresultat fra 807 mio. kr. forrige år til 824 mio. kr. i 2025. I betragtning af markedsforholdene er det meget tilfredsstillende, siger Louise Hahn.
Mind Energy styrkede samtidig kapitalgrundlaget i løbet af året. Egenkapitalen steg til 9,1 mia. kr. fra 8,8 mia. kr., mens soliditetsgraden voksede til 70,7 pct. fra 64,6 pct. året før.
Nyt navn og milliardudbytte
Selskabet foreslår desuden at udbetale 1,5 mia. kr. i udbytte til ejerne. Mind Energy er ejet af energiselskaberne Andel og NRGi.
I løbet af 2025 samlede virksomheden sine aktiviteter i Danmark, Norge, Sverige og Finland under navnet Mind Energy efter tidligere at have opereret som Energi Danmark. Mind Energy oplyser, at selskabet nu balancerer 8,1 pct. af det samlede nordiske elforbrug.
- Vi har i løbet af 2025 gennemført en række forandringer af virksomheden. Udover konsolideringen på tværs af de fire nordiske lande og nyt fælles navn, har vi haft fokus på en øget professionalisering og påbegyndt en forenkling af vores forretning. Det betyder, at vi nu står bedre rustet til fremtiden, siger Louise Hahn.
For 2026 forventer Mind Energy et overskud før skat på mellem 100 og 300 mio. kr. Ifølge selskabet skyldes den brede forventning blandt andet fortsatte omkostninger til det nye balancesystem samt usikkerhed på energimarkederne som følge af udviklingen i Mellemøsten.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

























