DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Antallet af elbiler i Danmark runder en halv million

Der er stor interesse for elbiler, og ifølge organisationer er der nu en halv million elbiler i Danmark.  
24. OKT 2025 9.42
Energi
Transport

Der bliver flere og flere elbiler på de danske veje. Ifølge Mobility Denmark er der på lidt over et år kommet 200.000 elbiler til, så der nu er en halv million elbiler i Danmark. Det skriver organisationen i en pressemeddelelse på baggrund af tal fra bilstatistik.dk.

- Milepælen illustrerer, at der har været stor interesse i at fremme den grønne omstilling fra politisk side, mens også forbrugerne har god appetit på at vælge grønt, siger Mads Rørvig, administrerende direktør i Mobility Denmark, i pressemeddelelsen.

Bilejernes organisation FDM skriver i en pressemeddelelse, at næsten hver sjette bil på vejene nu er en elbil. Stina Glavind, der er administrerende direktør i FDM, peger på de gunstige afgiftsvilkår og faldende priser som en del af årsagen til den store interesse for elbiler.

I næste års finanslov, som blev præsenteret torsdag, blev det besluttet at udskyde stigningen i afgifter på elbiler med et år. Udskydelsen ventes at koste 1,3 milliarder kroner. Mads Rørvig ser finanslovsaftalen som en sejr for den grønne omstilling.

- Det er positivt, at aftaleparterne bag finansloven har prioriteret at fastholde udviklingen ved at sikre, at elbilen forbliver et økonomisk attraktivt valg. Det resulterer i, at der ikke er langt til en million elbiler i Danmark, siger han.

Ifølge FDM er der kommet 100.000 elbiler til alene siden april i år. Organisationen peger på, at der både er flere, som køber en ny elbil, men også, at der er sket en stigning i import af nyere og brugte elbiler fra udlandet.

- Der er en enorm interesse for elbiler. Det oplever vi i vores rådgivning, og vi arbejder for, at flest muligt nemt og trygt skal kunne skifte til elbil, siger Stina Glavind.

FDM har tidligere haft en målsætning om en million elbiler på de danske veje i 2030. Det vil man nu justere til halvanden million, lyder det.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/antallet-af-elbiler-i-danmark-runder-en-halv-million

GDPR