DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Anders Winnerskjold (S) vil ikke have et atomkraftværk til Aarhus Kommune. (Arkivfoto)
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Aarhus-borgmester reagerer på idé om atomkraft: - Urealistisk og skørt

Aarhus' borgmester Anders Winnerskjold (S) afviser konsekvent Liberal Alliances forslag om at placere et atomkraftværk i kommunen. Kalundborgs borgmester vil ikke tage stilling til spørgsmålet, så længe der er forbud mod a-kraft.
22. OKT 2025 9.37
Energi
Politik

AARHUS / KALUNDBORG: - Det er urealistisk, og det er ulovligt.

Sådan lyder det fra Aarhus’ borgmester, Anders Winnerskjold (S), efter Liberal Alliance har fremlagt et forslag om at opføre to atomkraftværker i Danmark. Ét af dem skal ifølge partiet placeres ved Studstrupværket i Aarhus. Pengene til atomkraftværkerne vil Liberal Alliance finde ved at skrotte det kommende havvindsudbud til 55,2 milliarder kroner. Det skriver TV 2 Østjylland

Men hvor Aarhus-borgmesteren kalder idéen for “skør”, mener Liberal Alliances spidskandidat i Aarhus, Michael Christensen, at det er på tide, at Danmark skal gå kernekraftens vej.

- Det er vigtigt, at vi kan producere vedvarende energi, også når solen ikke skinner, siger han.

Liberal Alliance foreslår at bygge to atomkraftværker baseret på små modulære reaktorer (SMR). Et ved Studstrupværket og et ved Asnæsværket i Kalundborg. Ifølge partiet skal anlæggene stå klar senest i 2040. I dag er atomkraft forbudt i Danmark. Forbuddet blev vedtaget i 1985 og betyder, at atomkraft ikke må indgå i landets energiplanlægning.

- Først skal vi have fjernet forbuddet mod kernekraft, men ellers er det det eneste reelle forslag, der ligger for mere grøn energi lige nu, forklarer Michael Christensen.

Kalundborgborgmester skyder diskussion til hjørne

Ifølge Hans Fynbo, som er professor i kernefysik ved Aarhus Universitet, er idéen teknisk mulig at bygge i Danmark, da de allerede er ved at bygge et lignende SMR-anlæg i Canada.

Og netop den udvikling ser Michael Christensen som bevis på, at deres forslag er "ekstremt realistisk", da produktionen allerede er lavet og bestilt til Canada.

Anders Winnerskjold er dog langtfra overbevist. Han mener ikke, at et atomkraftværk giver mening i dansk kontekst. Der findes nemlig ifølge ham flere energiformer, som man kan prøve først, som er billigere og hurtigere.

- Den verden, jeg lever i, hvor vi skal lave konkret politik, der er det her ikke en god idé, siger Aarhus-borgmesteren.

Mens Aarhus' borgmester altså katagorisk afviser, at et A-kraftværk skal ligge i kommunen, skyder Kalundborgs borgmester Martin Damm (V) diskussionen til hjørne, da han ikke mener den er relevant med den nuværende lovgivning.

"Tænker første skridt hen imod A-kraft, er at gøre det lovligt i DK. Det et lidt specielt at skulle forholde sig til en placering af et ikke lovligt anlæg", skriver borgmesteren i en sms til DOI.dk/DK Nyt.

Winnerskjold: Intet flertal i Folketinget

Ved at placere et atomkraftanlæg ved Studstrupværket vil Liberal Alliance og Michael Christensen arbejde for både at anskaffe grøn energi og samtidig gøre Aarhus til en grønnere by.

- Vi bliver fri for at beplante vores grønne områder med solcelleparker og vindmøller, forklarer han.

Det er en udfordring, som Winnerskjold har in mente. Han fastslår, at solcelleparker og vindmøller altid skal være til mindst mulig gene. Men hvad kan man forvente som borger i området, når sådan et forslag bliver fremlagt? Det har Aarhus-borgmesteren et svar på.

- Jeg ville ikke være så bekymret for forslaget, hvis det var mig. Det er urealistisk, siger Anders Winnerskjold.

Han peger på, at det blot er en løs tanke fra Liberal Alliances side, og understreger, at der ikke er et flertal i Folketinget, som arbejder for forslaget i øjeblikket.

AMP

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//solenergi/artikel/aarhus-borgmester-reagerer-paa-ide-om-atomkraft-urealistisk-og-skoert

GDPR